Anbefaling: VLTJ-bestyrelse ønsker at køre på ny strækning

Stiller betingelser for at overtage driften af Holstebro-Skjern ruten

181013_VLTJ.jpg

Bestyrelsen for VLTJ anbefaler nu at privatbanen overtager kørslen på strækningen mellem Holstebro og Skjern, og dermed skubber Arriva væk fra jernbanesporene. 

Bestyrelsesformand Arne Lægaard, siger til Lemvig Folkeblad, at den endelige afgørelse ligger i hænderne hos Region Midtjylland.

- Men vi anbefaler at overtage driften, fordi vi tror vi kan lave synergier i togdriften i hele den vestlige del af regionen, konstaterer Arne Lægaard.

VLTJ drives af Region Midtjylland i samarbejde med Lemvig og Holstebro Kommuner. Efter et møde i sidste uge i Regions Midtjyllands rådgivende udvalg for Regional Udvikling, var det ellers en flok betænkelige politikere, der var i gang med at bakke ud af tilbuddet, om at overtage kørslen på banen mellem Holstebro og Skjern.

Gevinst for VLTJ

Nu har piben så fået en anden lyd. Blandt andet på grund af beregninger foretaget af VLTJ selv, i samarbejde med konsulentfirmaet Rambøll.

Tallene viser, ifølge Arne Lægaard, at der kan være gevinster ved at køre med flere tog.

- Nu vender vi det hele om og siger: Vi kan køre på strækningen, men det skal ske under nogle bestemte betingelser.

Bestyrelsesformanden nævner blandt andet, at VLTJ ønsker at have samme rettigheder og forpligtigelser som Region Nordjylland, der tidligere overtog en del af banedriften i det nordjyske.

- Og så så skal vi have undersøgt, hvad billetindtægten reelt kan blive på ruten mellem Holstebro og Skjern, siger Arne Lægaard. 

Bestyrelsesformanden henviser i den forbindelse til udbudsmaterialet på strækningen, hvor billetindtægterne er sat for højt.

I følge Lemvig Folkeblad går VLTJ-bestyrelsens anbefaling nu videre til Region Midtjylland forretningsudvalg, der allerede tirsdag skal behandle sagen.

VLTJ skal i givet fald overtage driften af Holstebro-Skjern ruten fra december 2021.