Alkolinjen holder ekstraordinært åbent i påsken

Alkolinjen er anonym telefonrådgivning til borgere med alkoholproblemer og deres pårørende.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Flindt Mogens

Fridage og påskefrokoster er noget, de fleste ser frem til. Men for mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende kan højtiderne være ekstra hårde.

Derfor holder Alkohol og Samfunds landsdækkende og anonyme telefonrådgivning, Alkolinjen 80 200 500, ekstraordinært åbent i påskehelligdagene.

- Alkoholforbruget stiger for de fleste af os i ferie og højtider. Hvis man i forvejen har et alkoholproblem, kan det betyde, at det kører af sporet. Derfor får vi også mange henvendelser fra mennesker, der har været holdt op med at drikke, som får tilbagefald i højtiderne, ligesom vi også hører fra mennesker, der er sunket endnu længere ind i afhængighed eller depression, oplyser Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Forudser ekstra pres på påskedagene

I juledagene sidste år glødede telefonerne hos Alkolinjen 80 200 500. Alene mellem jul og nytår ringede 127 ind. Det en stigning på 450 procent sammenlignet med en gennemsnitlig uge.

Derfor forudser Alkolinjen 80 200 500 også et ekstra pres på telefonerne i påskedagene.

- Hvis man sidder skærtorsdag og tænker, at nu skal man gøre noget ved ens eget eller en pårørendes alkoholproblem, kan chancen være forspildt, hvis man skal vente til det lokale behandlingscenter åbner fem dage senere.

- Vi kan ikke give behandling, men vi kan give vejledning til, hvordan man kommer igennem dagene, og konkrete anvisninger til hvad man gør, indtil man kan komme i behandling. Og vi kan henvise til akutte tilbud, hvis der er meget alvorlige psykiske eller fysiske lidelser, siger Bjarne Stenger Elholm.

Rådgivningen er gratis, og telefonerne er åbne fra klokken 11 til 15 i påskehelligdagene.