Alkohol til julefrokosten: Så meget må du drikke, før hæmningerne løber fra dig

Hvor meget alkohol kan man indtage, før man ikke længere kan stå inde for ens handlinger eller køre bil? Få svarene her.

Alkoholindtag og julefrokost hænger for mange uløseligt sammen (arkivbillede). Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

De fleste af os kender det. Maden er god, musikken spiller og snapsen er kold. Julefrokosten kører.

Men så sker det, som der ikke må ske. Man kommer med en lidt for hurtig bemærkning eller finder de lidt for frække dansetrin frem, og straks tænker man, at det skulle man da ikke have gjort.

Læs også Seks frontale sammenstød: Journalist kører i simulator med en promille på 1,1

Men hvorfor gjorde man det så? Svaret findes ofte i bunden af øldåsen, af vinflasken eller snapseglasset.

For når man indtager alkohol til julefrokosten – eller i en hvilken som helst anden sammenhæng – og alkoholpromillen stiger, mister kroppen og hjernen sin evne til at handle fornuftigt tår efter tår.

Få et overblik over, hvad der sker med kroppen under alkoholindtag i faktaboksen herunder.

Sådan påvirker promillen

  • 0,2‰: Øjets evne til hurtigt at fokusere og omstille sig fra lys til mørke forringes.
  • 0,5‰: Evnen til at opfatte situationer og samtidig udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen indsnævres. Risikoen for en trafikulykke er fordoblet.
  • 0.8‰: Overdrevne bevægelser.
  • 1.0‰: Man snøvler og sludrer. Man har dårlig kontrol over muskler, vanskeligt ved at holde balancen og får en usikker gang. Risikoen for en trafikulykke er fire til 10 gange større end normalt.
  • 1.5‰: Man har store problemer med balancen og grov motoriske bevægelser. Man er tydeligt beruset og har besvær med at tale. Risikoen for trafikulykker tidobles. Ved større promiller kan risikoen ved spirituskørsel være mere end 100 gange så stor som normalt.
  • 2.0‰: Udtalte forgiftningssymptomer. Selvkontrollen er helt væk.
  • 3.0‰: Opfatter ikke, hvad der sker rundt omkring, og mister ofte bevidstheden.
  • 4.0‰: Går i koma og risikerer, at åndedrætsorganer lammes. I livsfare.
  • 5.0‰: Død.

Kilde: drikmedrespekt.dk

Hvor meget alkohol skal der til?

En velkomstdrink, når man ankommer, to snaps, en øl og et glas vin til maden og to øl efterfølgende giver i alt syv genstande. For nogle er det alt rigeligt til at få de pinlige kommentarer eller bevægelser frem.

For at undgå dette kan det være nødvendigt at holde styr på, hvor meget alkohol der hældes indenbords.

Det gøres op i genstande. Én genstand svarer til en almindelig øl og indeholder omkring 12 gram alkohol.

Der er stor forskel på, hvilken slags alkohol og mængden af det, man indtager, før det svarer til én genstand. Få et overblik med et par eksempler her.

Eksempler på én genstand. Kilde: Rådet For Sikker Trafik Foto: Rådet For Sikker Trafik

Når begrebet alkoholpromille bruges, er det betegnelsen for, hvor meget alkohol en person har i blodet.

Til at beregne en persons alkoholpromille skal man derfor kende indtaget af alkohol og kropsvægten. Yderligere skal man holde styr på over hvor mange timer, man har indtaget alkohol, ligesom der konstant er en forbrænding af alkohol i kroppen svarende til 0,15 promille i timen. Det skriver sundhed.dk.

Det er forskelligt, hvor meget af alkoholen der fordeler sig i kroppen hos mænd og kvinder. Dette er omtrent 70 % hos mænd og 60 % hos kvinder.

Ud fra disse parametre har sundhed.dk lavet en udregningsmetode, der indikerer, hvad ens promille er. Den ser således ud for henholdsvis mænd og kvinder:

Mænd: Alkohol i gram / (kropsvægt i kg x 70 %) – (0,15 x timer fra drikkestart) = promille

Kvinder: Alkohol i gram / (kropsvægt i kg x 60 %) – (0,15 x timer fra drikkestart) = promille

Få nogle udregnede eksempler i faktaboksen herunder.

Alkoholpromille og mænd

Eksempel 1: En mand på 80 kg indtager 10 genstande fra julefrokostens start klokken 18 og tager hjem klokken 02.

I de 10 genstande er der i alt omkring 120 gram alkohol. Han drikker i otte timer.

Promille klokken 02: 120 / (80 x 70 %) – (0,15 x 8) = 0,94

 

Eksempel 2: En mand på 90 kg indtager 10 genstande fra julefrokostens start klokken 18 og tager hjem klokken 02.

Promille klokken 02: 120 / (90 x 70 %) – (0,15 x 8) = 0,7

 

Kilde: sundhed.dk

Alkoholpromille og kvinder

Eksempel 1: En kvinde på 60 kg indtager 8 genstande fra julefrokostens start klokken 18 og tager hjem klokken 02.

Promille klokken 02: 96 / (60 x 60 %) – (0,15 x 8) = 1,47

 

Eksempel 2: en kvinde på 70 kg indtager 8 genstande fra julefrokostens start og tager hjem klokken 02.

Promille klokken 02: 96 / (70 x 60 %) – (0,15 x 8) = 1,09​​​​​

 

Kilde: sundhed.dk

Hvornår må man så køre bil igen?

I Danmark er det ikke længere tilladt at køre i bil, hvis man har en alkoholpromille på 0,5 eller højere.

Mange har sikkert stået i en situation dagen efter en julefrokost, hvor de har været i tvivl om, hvorvidt al alkoholen har forladt kroppen, før det igen er lovligt at køre i bil.

Kroppen forbrænder i gennemsnit 0,15 promille i timen. Derfor er det afhængigt af ens promille fra sluttidspunktet, hvor man ikke længere indtager alkohol, for at vide nogenlunde, hvornår man lovligt kan køre bil igen.

Læs også Langt større fokus på alkohol i teorilokalet: - Vi blev ret chokerede

Ud fra de tidligere eksempler fordeler det sig således:

Mand på 80 kg, som har indtaget 10 genstande over otte timer, slutter med promille på 0,94.

Hele timer gået fra klokken 02, før promillen er under 0,5 = 3

Mand på 90 kg, som har indtaget 10 genstande over otte timer, slutter med promille på 0,7.

Hele timer gået fra klokken 02, før promillen er under 0,5 = 2

Kvinde på 60 kg, som har indtaget 8 genstande over otte timer, slutter med promille på 1,47.

Hele timer gået fra klokken 02, før promillen er under 0,5 = 7

Kvinde på 70 kg, som har indtaget 10 genstande over otte timer, slutter med promille på 1,09.

Hele timer gået fra klokken 02, før promillen er under 0,5 = 4

01:26

Journalist Charlotte Hansen kører i en simulator, der viser hende, hvordan det er at køre bil med en alkoholpromillle på 1,1.

Luk video