Akut lægemangel: Pape vil uddanne 780 ekstra praktiserende læger

780 læger skal uddannes specifikt til at blive praktiserende, foreslår Søren Pape Poulsen.

Søren Pape Poulsen (K).
Søren Pape Poulsen (K).

Der er akut lægemangel i Danmark. Her er Midt- og Vestjylland ingen undtagelse. De Praktiserende Lægers Organisation, PKO, skriver i en ny opgørelse, at 140.000 danskere i år er uden fast læge. Det tal ventes at stige til omkring 300.000 i 2023.

Derfor skal der gøres noget. Det slår De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, fast. Han foreslår direkte, at der skal uddannes 780 ekstra praktiserende læger.

- Vi kan se, at der er 22.000 borgere alene i Region Midtjylland, der har mistet deres praktiserende læge. På landsplan bliver det til næste år 300.000. Så der er bare brug for flere praktiserende læger – flere familielæger, siger Søren Pape Poulsen.

Det er ifølge partilederen et problem, når folk mister deres familielæger. Derfor fremlægger han altså forslaget om yderligere 780 praktiserende læger.

- Jeg synes, det har en kæmpe værdi at have sin egen familielæge. Derfor skal vi i gang med det her, og derfor stiller vi beslutningsforslaget.

Flere ind på uddannelser

Hvis målsætningen om de 780 ekstra praktiserende læger skal opfyldes, skal der uddannes flere.

Derfor er Søren Pape Poulsen klar til at lukke flere ind på medicinstudiet.

- I dag er det sådan, at mange vil læse medicin. Vi vil oprette ekstra stillinger inden for almen medicin. Forudsætningen for, at nogen kan vælge det studie og den retning, er, at pladserne er der, siger han.

Derfra skal der ses på, hvordan De Konservative og de resterende partier kan gøre det attraktivt at være praktiserende læge i alle dele af landet, og hvordan politikerne får lægerne til at flytte alle steder hen i Danmark.

For så skal den mangel på læger, der opleves i Midt- og Vestjylland, nok blive løst.

- Det kræver selvfølgelig, at man tager det job, der er. Men hvis vi uddanner 780 praktiserende læger, har vi det, der skal til, frem til 2032 til at løse lægemanglen i Danmark, slår Søren Pape Poulsen fast.

"Læger skal ikke tvinges"

De Praktiserende Lægers Organisation bakker op om forslaget om flere læger. Det slår formanden, Christian Freitag fast på Twitter.

Sundhedsministeren, Magnus Heunicke (S), udtaler til Ritzau, at der skal gøres noget ved det stigende problem, som lægemangel er, hvor han kommer med et løsningsforslag til, hvordan man får læger til at vælge andet end de absolutte storbyer til.

- Jeg er stadig fuldt overbevist om, at der er behov for tjenestepligt, fordi problemet er massivt. Jeg ved godt, at der modstand fra nogle sider, men det er et spørgsmål om at afhjælpe et samfundsproblem, siger Magnus Heunicke.

Det forslag er hverken Christian Freitag eller Søren Pape Poulsen dog enig i.

- Jeg går ikke ind for, at man skal lave tvang inden for det her. Jeg tror på, at hvis man samarbejder med de Praktiserende Lægers Organisation, og kommunerne og ser på, hvordan man gør det attraktivt for folk at søge de her stillinger, så tror jeg, at det er langt bedre end tvang, hvis vi vil have nogle læger, som brænder for deres fag, siger Søren Pape Poulsen.

Der skal politisk flertal til, hvis De Konservatives forslag skal realiseres.