Aftale med briterne sikrer vigtigt dansk fiskeri af tobis

Fiskerne har nu vished for i hvert fald de næste fire måneder i britisk farvand efter nyt kompromis.

- Jeg glad for, at fiskeriet efter tobis kan begynde her til den 1. april. Det har været en stor prioritet for Danmark i forhandlingerne, siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S) i en skriftlig udtalelse. (Arkivfoto)
- Jeg glad for, at fiskeriet efter tobis kan begynde her til den 1. april. Det har været en stor prioritet for Danmark i forhandlingerne, siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S) i en skriftlig udtalelse. (Arkivfoto)
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

I et ellers kaotisk år for dansk fiskeri er fiskerne tirsdag kommet nærmere en vished for, hvor mange fisk der må landes.

EU og Storbritannien har indgået et kompromis for de bestande, der deles, hvilket sikrer kvoter frem til udgangen af juli i år.

For tobis, som er et vigtigt fiskeri for Danmark, er der desuden lavet den særaftale, at hele kvoten må fanges i denne periode.

- Jeg glad for, at fiskeriet efter tobis kan begynde her til den 1. april. Det har været en stor prioritet for Danmark i forhandlingerne, siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S) i en skriftlig udtalelse.

Danmark har 96 procent af den samlede EU-kvote på tobis.

Aftalen gælder til 1. august

Danmarks Fiskeriforening glæder sig over resultatet for tobis, så hele kvoten kan fiskes i den kommende periode, hvor det er sæson.

- Jeg er glad for, at vi nu kan få gang i tobisfiskeriet. Vi har fået mulighed for at fange hele kvoten, mens der er sæson. Det er godt for fiskeriet. Jeg ved, det har krævet en særlig indsats fra dansk side, og det skal Rasmus Prehn have ros for, siger formand Svend-Erik Andersen i en skriftlig udtalelse.

For flertallet af de delte bestande gælder, at fiskerne må fange 7/12-dele af kvoterne. Det passer med, at aftalen dækker de første syv af årets tolv måneder.

Samtidig fortsætter forhandlingerne med briterne om tiden efter 1. august.

Konsekvens af Brexit

Alt det usædvanlige besvær for fiskeriet skyldes, at Storbritannien har forladt EU. 31. december 2020 udløb den overgangsperiode, der sikrede fortsat orden i forholdet.

Siden nytår har parterne forsøgt at finde aftaler. I første omgang landede de en aftale om forlængelse af sidste års kvoter i årets første tre måneder, men den udløber om en uge.

Storbritanniens farvande var tidligere del af EU's samlede kvotesystem, men med brexit blev Storbritannien en uafhængig kyststat.

Bruddet har også medført besværligheder i fiskeforholdet til Norge. For Norge har byttet kvoter med EU, men efter brexit kan EU ikke tilbyde de for nordmændene så attraktive kvoter i britisk farvand.

Derfor har danske fiskere været udelukket fra at fiske i norsk farvand i en periode.

Men i sidste uge landede man en aftale med Norge, der gjorde, at danske fiskere igen kan fiske i Norge.

EU-landene har afsat en milliardpulje til at kompensere fiskerne for følgerne af brexit. Pengene er ikke kommet i anvendelse endnu.