Afrikansk svinepest sender svinepriserne på himmelflugt

I næste uge når svineprisen nye højder. Faktisk lander prisen per kilo svinekød på det højeste i 20 år.

Priserne på svinekød stiger til 13,20 kroner i næste uge.
Priserne på svinekød stiger til 13,20 kroner i næste uge.
Foto: Annelene Petersen / Ritzau Scanpix

13 kroner og 20 ører. Det er prisen for et kilo slagtesvin, når vi går ind i næste uge.

I januar 2019 var prisen 8,30 kroner, men siden da er det stort set kun gået en vej og er nu prisen den højeste i 20 år.

Ifølge Palle Høj, der er direktør for Sagros landbrugsrådgivning, er de stigende svinepriser glædeligt.

- Det gør, at rigtig mange landmænd tjener gode penge og har en god indkomst. Det er godt oven på sidste år, hvor vi har haft rigtig lave priser, siger Palle Høj.

En fjerdedel af verdens grise er døde

De stigende priser skyldes den dødelige virus afrikansk svinepest i Kina. Pesten har taget livet af omkring 200 millioner grise. Det svarer til cirka en fjerdedel af alle verdens grise.

De manglende grise har fået efterspørgslen på dansk svinekød til at stige, hvilket får priserne i vejret.

- Det gør, at man kan få fyldt huller ud og foretage vedligeholdelser, som man måske har udskudt og måske endda få barberet noget af gælden væk, siger Palle Høj fra Sagro.

Priserne er steget det sidste have år, men især i løbet af de seneste uger er der kommer fart på stigningerne.

Læg penge til side

Palle Høj fra Sagro opfordrer svineproducenterne til at lægge penge til siden, til når priserne igen falder.

- Det er vel lidt kedeligt nu, at man skal lægge penge fra. Men det er nødvendigt, så man har et råderum at gøre med, når vi kommer hen mod nogle dårligere tider.

- De 13-14 kroner som vi ser nu og langt ind i 2020, de holder nok ikke i 2021, siger Palle Høj fra Sagro.

Flæskestegen bliver ikke dyrere

Men selvom landmændene får mere for deres grise, skal du ikke være bekymret for, at flæskestegen bliver dyrere.

For selvom svinenoteringen er steget med omkring 55 procent på et år, er forbrugerprisen kun steget med omkring fire procent.

Det skyldes, at landmandens pris langt fra er det eneste, der spiller ind på forbrugerprisen. Slagtningsomkostninger, pakning og transport og supermarkedets fortjeneste indgår også.

Palle Høj rådgiver svineproducenterne til at lægge lidt penge til side. Hør mere i videoen herunder:

1:37
Ifølge Palle Høj, der er direktør for Sagros landbrugsrådgivning, er de stigende svinepriser glædeligt.