Årets kavalkader: Tilbageblik på et anderledes år

TV MIDTVEST laver i år seks kavalkader, hvor vi ser tilbage på et år, som vi nok sent vil glemme.

Hvert år siden TV MIDTVESTs start har vi lavet et stort sammenklippet billede af det år, vi forlader. En slags midt- og vestjysk historieskrivning.

Også i år sender vi årskavalkaden ’Sådan var 2020’. Et år som for evigt vil blive husket som det år, vi fik corona. Men der var også plads til hjælpsomhed og smil i Midt- og Vestjylland i det år, der er gået, og de positive historier har også fået god plads i årskavalkaden, som sendes 30. december 19.30 i vores nyhedsudsendelse, men som allerede kommer i en længere version på vores kanal, som blandt andet sendes 29. december 20.25 og nytårsaften 19.30.

2020 har også været et noget anderledes sportsår. Corona var skyld i, at sportsbegivenheder blev aflyst på stribe, og få eller ingen tilskuere fik lov til at overvære deres holds kampe. Men der var også masser af unikke præstationer og midt- og vestjyder, der skrev sig ind i historien. Det oplever vi i Sportskavalkaden 2020, som sendes 27. december 19.30.

Selvfølgelig sender vi også en kavalkade med de bedste klip fra Fotovognen. 29. december 19.30 og 19.55 kan I komme ud at køre med Vibeke, Anders og Line. Her er gode gensyn med masser af hyggelige og spændende midt- og vestjyder. Og der er selvfølgelig også plads til drilleri i Fotovognen.

Virksomheder med Virus, hvor vi har fulgt fire meget forskellige virksomheder gennem op- og nedture i corona-tiden, kan I se kavalkaden for her (blev sendt 22. december). I Haven ved Havet kigger vi tilbage på et år, hvor det lykkedes Sofie at blive selvforsynende, selv om hendes have ligger tæt på Vesterhavet (sendes 23. december). Og i Fangstgarantis kavalkade får I de bedste fangster og sjoveste øjeblikke med Frank og Peter. (sendes 18. december).

Alle programmer udkommer også digitalt i løbet af julen.

Find programmerne her:

Listen opdateres i takt med, at programmerne udkommer.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.