53 færgeruter bliver gratis for cyklister og gående i juli

Færgeselskaber, som sejler gratis med cyklister og gående, får manglende billetindtægter dækket af staten.

Thyborøn Agger-færgen
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Alle 53 færgeruter i Danmark er gratis for cyklister eller gående i juli måned.

Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet oplyser, at de 53 gratis ruter dækker over alle landets indenrigsfærgeruter. I august og september bliver ruterne billigere for alle - også for biler.

- Det er meget positivt at mærke, hvordan vi alle ønsker at give hinanden de bedste forudsætninger for en god sommerferie herhjemme, nu når grænserne ikke er så åbne, som vi er vant til, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S).

De gratis færgeruter er et led i den såkaldte sommerpakke, som Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet står bag.

Den skal hjælpe turismeerhvervet, som er hårdt ramt af coronakrisen og udsigten til færre udenlandske turister.

Danske Rederiers viceadministrerende direktør, Jacob K. Clasen, fortæller, at man forventer, at mange danskere vil benytte sig af de gratis færgeoverfarter.

- Der går en færge til eller fra en dansk havn hvert eneste minut, så der skulle være rig mulighed for at bruge en af gratisbilletterne til at hoppe på en af færgerne til de mange skønne øer, vi har rundt omkring i sommerlandet, udtaler Jacob K. Clasen i en pressemeddelelse.

Det har været op til færgeselskaberne selv, om de vil udbyde gratis rejser. Hvis de deltager, får de efterfølgende den manglende billetindtægt dækket af staten.

Med sommerpakken blev partierne blandt andet også enige om at sætte en million ekstra billige Orange-billetter til salg og 50.000 rejsepas. Passene giver otte dages fri rejse med kollektiv transport. Alle rejsepas er udsolgt.