50-årig standset med stjålne cykler fra efterskole

Nordjyllands Politi har en mistanke om, at en 50-årig mand også har været på spil i Midt- og Vestjylland.

Politiet er muligvis kommet tættere på at finde den eller de tyve, der i år har stjålet flere hundrede cykler fra jyske efterskoler.

Nordjyllands Politi anholdt mandag morgen en 50-årig mand fra Vordingborg, der kørte på motorvejen ved Hobro i en varebil. 

Varebilen var fyldt med cykler, der ifølge TV2 Nord var stjålet fra Han Herred Efterskole i Fjerritslev. Men betjentene fandt også en seddel, der tyder på, at den 50-årige har mere på samvittigheden. 

Politikommissær ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup, siger til tvmidtvest.dk, at man nu også undersøger, om den 50-årige har været på spil i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

- Nogle af de ting, han blev fundet i besiddelse af, gør, at vi mistænker ham for at stå bag flere tyverier - ikke kun i Nordjylland, men også i Midt- og Vestjylland, siger han. 

Den 50-årige skal senere fremstilles i et grundlovsforhør, hvor anklageren vil kræve dørene lukkede. Derfor ønsker politikommissæren ikke at komme med flere detaljer, men der er rigeligt med sager, som politiet nu kan tale med den 50-årige om. 

Flere midt- og vestjyske efterskoler har oplevet, at tyve simpelthen har tømt deres cykelskure. Dejbjerglund, Bork Havn og Finderup er nogle af de skoler, der har haft ubudne gæster.