4000 fejl er tilfredsstillende

Sundhedspersonalet i Region Midtjylland lavede sidste år 4000 fejl under behandlingen af patienter. Sundhedsdirektøren er alligevel tilfreds.

Der skete skade på en patient eller der var risiko for det 4000 gange sidste år. Det er resultatet af indrapporteringer over de såkaldte utilsigtede hændelser til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Det svarer til en stigning på 25 procent fra året før.

Alligevel er sundhedsdirektøren i Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen godt tilfreds.

- Det lyder godt, at vi har indrapporteret så mange hændelser, for det er gennem de indrapporterede hændelser, at vi kan lære noget. På den måde bliver vi bedre til at undgå at lave fejlene, siger Leif Vestergaard Pedersen til P4 Østjylland.