32-årig fængsles for at offentliggøre sexvideo med ekskæreste

En 32-årig mand fra landsdelen skal i fængsel for at dele en video med seksuelt indhold af sin ekskæreste.

Retten, viborg, skilt2.jpg

Tre måneders ubetinget fængsel.

Sådan lød dommen, da en 32-årig mand tirsdag var for retten i Viborg.

- Jeg er tilfreds med dommen. Det var det, jeg påstod, siger Jakob Kjær Ratz, som er anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands politi.

Den 32-årige er dømt for at dele en video på Youtube, hvor hans 28-årige ekskæreste giver ham oralsex. Her offentliggjorde han også kvindens navn, og på videoen kunne hun identificeres.

Derudover blev han dømt for at have afpresset kvinden. To gange sendte han hende mails, hvor han truede med at offentliggøre videoen igen, hvis ikke hun gav ham nogle penge.

Han delte videoen på Youtube i januar 2017, og ekskæresten anmeldte det kort efter til politiet.

Ikke den første sag

Sagen er langt fra den første sag om deling af sexvideoer.

Senest har der været en stor sag om deling af børneporno, hvor mere end 1.000 personer var involveret.

I den meget omtalte Umbrella-sag blev der kørt ni prøvesager, og her slap de fleste med bøder og betingede fængselsdomme.

Men ifølge anklageren, er der her tale om en sag af en anden karakter.  

- Der er stor forskel på, hvad der bliver uploadet, og i den her video var man slet ikke i tvivl om, hvilken seksuel handling, der var gang i, siger anklager Jakob Kjær Ratz.

Han understreger også, at sagen er særligt grov, fordi videoen blev delt på et medie, hvor alle har adgang til den, og fordi at kvinden var så let at identificere.

- Jeg synes, det er en grov sag, siger han.

Den dømte har bedt om betænkningstid, og har derfor 14 dage til at beslutte sig for, om han vil anke sagen til landsretten.