24-årig skibonit på anklagebænken for million-bedrageri: - Andre har gjort det i mit navn

Fredag begyndte retssagen, hvor en 24-årig mand fra Skive er tiltalt for økonomisk bedrageri af grov karakter. Han siger, andre har brugt hans NemID.

Den 24-årige skibonit nægter sig skyldig.
Den 24-årige skibonit nægter sig skyldig.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Klokken 09:00 fredag morgen satte en 24-årig mand fra Skive sig til rette på anklagebænken ved Retten i Viborg.

Han er tiltalt for at have begået økonomisk bedrageri for i alt tre millioner kroner.

- Det er relativt alvorligt. Tre millioner kroner er mange penge, siger Gorm Søgaard Lund, specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Retsmødet var dog kun ganske få minutter gammelt, før forsvarsadvokaten slog fast, at skibonitten nægter sig skyldig – dog med undtagelse af det 11. og sidste forhold i sagen, som omhandler besiddelse af en CS-gasspray.

Ifølge tiltalen har den 24-årige mand fra perioden 15. februar 2022 og frem blandt andet optaget billån i forskellige banker, men uden at have hverken lyst eller evne til at betale pengene tilbage.

Derudover skulle han ifølge anklageskriftet have overtrukket flere dankort uden at være i stand til at tilbagebetale de høje beløb.

Flere gerningsmænd

Men ifølge den tiltalte mand er det andre personer, der er de reelle gerningsmænd. Folk, der i retten bliver omtalt som ’indvandrere’ af skibonitten. 

Den 24-årige mand sagde, at han havde videregivet sine egne identitetsoplysninger til andre medgerningsmænd, som har optaget store lån i hans navn.

I retten forklarede den tiltalte disse handlinger med, at han ville indgå et virksomhedssamarbejde med en ven, som han derfor sendte sine oplysninger til, herunder NemID. Derved kunne han hjælpe med en kapitalindsprøjtning til en nystartet virksomhed. 

Hvad han ikke vidste var, at oplysningerne senere - ifølge hans egen forklaring - ville blive misbrugt til at begå økonomisk bedrageri af de såkaldte 'indvandrere'. Personer som han ikke havde kendskab til på forhånd.  

Der blev herefter foretaget store lån i den tiltaltes navn, ligesom der blev bestilt dankort i flere forskellige banker i landet. Dankort, der blev misbrugt til at bestille dyre varer på internettet og i butikker. 

I retten erkendte skibonitten, at han selv har foretaget dyre køb i fysiske butikker med disse dankort, hvorefter han afleverede varerne til indvandrerne. Han turde ikke andet, lød det. 

- Min største frygt er, at de ville troppe op på min hjemmeadresse og gøre skade på mig og min kæreste, sagde han. 

Anklageren stillede sig dog en smule uforstående overfor, hvorfor han ikke blot spærrede sit NemID, så bedrageriet kunne stoppe, hvorefter han kunne melde det til politiet.

- Jeg har tænkt flere gange på at lukke mit NemID, men jeg har været for bange for konsekvenserne, svarede han til det spørgsmål. 

- Strafbart uanset hvad

Nu skal retten tage stilling til, om det er den 24-årige skibonit, der skal dømmes for økonomisk bedrageri, eller der står andre folk bag. Men ifølge anklageren ligger der noget problematisk i, hvis den tiltalte har udleveret blandt andet sit NemID.  

- Hvis man hjælper nogen med at lave noget ulovligt, så er man selv med til at gøre det ulovlige, siger Gorm Søgaard Lund.  

- Det ulovlige består i at optage lån, som man ved, at man ikke kan tilbagebetale. Så hvis man giver sine oplysninger til nogen, der skal optage lån i ens navn, og man ved, at man ikke kan tilbagebetale de lån, så begår man bedrageri, uddyber han. 

Manden har siddet varetægtsfængslet siden juni 2022. Retssagen fortsætter den 12. januar, inden der forventes at falde dom i sagen den 18. januar.