21 spritbilister på en eftermiddag

Politiet er rystet over stort antal spritbilister efter udvidet trafikkontrol i Midt- og Vestjylland.

190914Politikontrol.jpg

Der er alt for mange bilister, der kører rundt med spiritus i blodet på de midt- og vestjyske veje.

Sådan lyder den nedslående konklusion efter, at Midt- og Vestjyllands Politi torsdag gennemførte en stor udvidet trafik-kontrol.

Kontrollen, der varede fra klokken 14 til 20, afslørede 12 bilister med for meget sprit i blodet. Samtidig standsede politiets almindelige beredskab ni formodede spritbilister andre steder i kredsen.

- Der er altså taget 21 spritbilister på en helt almindelig eftermiddag. Det er et alt for stort antal. Vi kan kun være utilfredse med, at så mange sætter både deres egen og andres sikkerhed over styr ved at køre spritkørsel, siger lederen af færdsels- og hundeafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

Kontrollen afslørede også en enkelt narkopåvirket trafikant. Og de mange sager får politiet til at love flere kontroller.

- Der skal ikke være nogen tvivl om, det her er højt prioriteret. Vi gør alt, hvad vi kan for at stoppe dem, der er dumme nok til at sætte sig bag rattet med promiller i blodet, siger Henrik Glintborg.

Kontrollen blev gennemført i Ikast-Brande, Herning, Holstebro, Thisted, Morsø og Lemvig Kommuner.

Ud over politiet deltog Skat, bilinspektører og veterinærmyndighederne også i kontrollen.

Fakta om den udvidede trafikkontrol

* 2406 køretøjer blev kontrolleret* Der blev rejst 234 sigtelser* 55 kørte uden sikkerhedssele* 36 snakkede i håndholdt mobiltelefon* Syv bilister kørte uden at have et kørekort* Skat beslaglagde tre biler, blandt andet på grund af restancer.

1:55
Gårsdagens razzia afslørede overraskende mange alkoholpåvirkede bilister. Nu skal der nye tiltag til: