21 indbrud med underboring

Politiet oplever et stort antal indbrud hvor vinduer bliver boret op. Tyvebande måske på spil.

Politi.dk jakker_0_0.jpg

I starten af juli var det villaejere i Holstebro. Senere på måneden var det Silkeborg, og de sidste par dage har Vinderup, Bjerringbro og Viborg så været ramt.

I alt 21 indbrud med underboring. En fremgangsmåde, der går ud på at tyvene borer ind i karmen på et vindue eller dør, og så stikker et værktøj ind og lirker vinduet op med.

- Vi har tidligere haft østbander som har brugt lige netop den metode, men den konklusion kan vi ikke endegyldigt drage endnu, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Nielsen.

Når først tyvene er kommet ind er det ikke fjernsyn og større tyvekoster de er gået efter.

- Tyvene er sluppet afsted med især smykker, penge og iPads, siger Henrik Nielsen.

Kontakt til politiet på mavefornemmelse

De fleste af indbruddene er sket i de sene aften timer. Derfor beder politiet nu folk om at være ekstra opmærksomme.

- Hører man en boremaskine på et sent tidspunkt eller hos en nabo man ved ikke er hjemme, så ring hellere end gerne til politiet, så vi kan få det tjekket. Vi hører hellere en ekstra gang fra folk end slet ikke, fortæller Henrik Nielsen.