18-årig er kørt 300 kilometer for at se Hansi Hinterseer

Christopher Kock er rejst fra Sjælland for at opleve sit største musikidol til Dansktop Prisen i Herning.

18-årige Christopher Kock er rejst 300 kilometer for at se sit store idol for første gang.
18-årige Christopher Kock er rejst 300 kilometer for at se sit store idol for første gang.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Det er ingen hemmelighed, at Dansktop Prisen 2019 i Boxen i Herning primært tiltrækker det ældre publikum. Men blandt de mange publikummer findes en helt særlig Hansi Hinterseer-fan. Christopher Kock er 18 år gammel, og til aftenens show er han dukket op i en t-shirt med sin yndlingsøstriger.

Sammen med sin mor er han kørt 300 kilometer fra Hedehusene ved København for at opleve sit største musikidol live for første gang.

- Jeg glæder mig utroligt meget, det bliver så fedt, lyder det fra Christopher Kock.

Christopher Kock blev introduceret for Hansi Hinterseers musik første gang, da han var på skiferie i Østrig som to-årig.

- Jeg har nok været fan så længe, jeg kan huske, siger han.

Hvert år går skiferien til samme sted i Østrig, og musikken er med tiden fuldt med hjem til Danmark.

- De seneste år, er jeg begyndt at høre hans musik derhjemme også. Jeg har nogle af CD’erne, men ellers hører jeg det mest på spotify og youtube.

At Christopher Kock er stor fan af Hansi Hinterseer ses ikke kun på aftenens tøjvalg. I sommer lavede han sin egen musikvideo som hyldest til musikikonet.

- Jeg klædte mig ud, og i musikvideoen var jeg selv i rollen som Hansi Hinterseer.