15-årig springer ud som forfatter

Mie Hald har altid drømt om at blive forfatter. I dag debuterer hun som 15-årig med sin første roman "Dødsvalsen".

Dødsvalsen
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Hun er 15 år gammel og har hele sit liv drømt om at blive forfatter. I dag var så dagen, hvor Mie Halds drøm gik i opfyldelse. I dag debuterede den unge forfatter nemlig med romanen ”Dødsvalsen".

- Det er meget underligt og fantastisk på samme tid. Jeg elsker det. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg troede jo det ville være sådan, når jeg blev 20, men det er jo fantastisk.(...) Det svarer nok til, at man stræber efter at blive fodboldspiller, og så vinder man Danmarksmesterskabet efter tre års træning.

Drømmen om at blive forfatter udsprang af den tidlige barndoms lege.

- Da jeg var lille kunne jeg rigtig godt lide at lave historier, og jeg elskede at lave sjove lege til mine venner. De lege blev på et tidspunkt for meget til at holde i virkeligheden, der skulle ligesom noget fiktion i. Der skulle være evnen til at flyve eller spy ild, og det er jo ikke bare noget, man får i virkeligheden- desværre, så det var nødt til at blive trukket ned på papir. Det vidste sige så, at det var jeg god til, og så videreudviklede jeg det. 

Har du nogensinde tænkt over, hvordan du ville reagere, hvis Døden en dag bankede på din dør?

Idéen bag

Ideen til Mie Halds roman kom, da hun kørte i bil med sin far op til forfatterskolen i Viborg.

I et døsigt øjeblik, mens hun nød solnedgangen, kom historien til hende. Hun forestillede sig en person, der ventede på en anden person på et sygehus. Derfra gik det stærk, og historien udviklede sig hurtigt i den unge forfatters hoved. Først blev det til en 15-siders novelle og derefter til romanen ”Dødsvalsen”

Har du nogensinde tænkt over, hvordan du ville reagere, hvis Døden en dag bankede på din dør? Sådan lyder de første linjer på bogens omslag. Selv beskriver forfatteren romanen i korte vendinger for ikke at løfte sløret for meget.

-Det er historien om en pige, der har en bror som er meget syg efter en bilulykke, og det der så sker, er at hun får et personligt møde af døden. Hun udfordrer så Døden for at redde sin brors liv, fordi det er tid for broderen at gå videre.

Mie Hald beskriver sin roman som en del af den surrealistiske genre.

Skuffen er fuld

Til trods for sin unge alder så må Mie Hald siges at være af den produktive slags. Hun har allerede en ny roman liggende i skuffen.

-Den hedder Synderen, og der er rigtig meget japansk mytologi i. En kæmpe stor del af min inspirationskilde ligger i Japan og i den asiatiske kultur generelt, så jeg fik hjælp af en penneven i Tokyo til at finpudse den og få den tilpasset til den mere moderne fantasy-genre

Mie Hald vil i første omgang give hendes nye roman "Dødsvalsen" plads til at komme ud på de danske bogreoler. Hendes anden roman ligger klar på computeren, og hun håber den kan komme ud en gang til efteråret eller juleferien i år.