141.000 så med da TV MIDTVEST sendte Champions League-kamp på hjemmesiden
At sende live fra Lissabon hører ikke til hverdagskost på TV MIDTVEST. Men tirsdag blev det alligevel til virkelighed.
Det gik stærkt, da FC Midtjylland sammen med hovedsponsoren, Arbejdernes Landsbank, tirsdag fik mulighed for at købe streaming-rettighederne til FC Midtjyllands Champions League-kamp ude mod det portugisiske storhold, Benfica. En kamp som på den måde i sidste øjeblik blev reddet, så fodboldinteresserede kunne se den.
FCM tog tirsdag eftermiddag kontakt til TV MIDTVEST, som har udstyret til at streame til mange, men der skulle arbejdes hurtigt. Og det blev der.
I løbet af få timer fik TV MIDTVEST sat et studie op, fundet kommentatorer og blev klar til at vise fodboldbraget på TV MIDTVESTs hjemmeside, hvor 141.000 streamede i løbet af kampen. Da flere har siddet sammen og set topbraget, så er det reelt nok et betydeligt større tal.
Kun ét minus
I front for projektet var studievært og fodboldekspert, Dan Sørensen fra TV MIDTVEST. Med stort set ingen forberedelse trak han på sin store viden om fodbold og inviterede Hernings tidligere borgmester og FCM-fan, Lars Krarup, med som medkommentator. Et makkerpar, som vist ikke er set før i dansk sportsjournalistik.
- Det var en ret vild og surrealistisk eftermiddag og aften. Der var meget kort reaktions- og forberedelsestid. Men når man løfter i flok, kan meget ske i vores landsdel. Sikke en udfordring og sikke en aften. Eneste minus var, at Benfica var et klassehold, som FC Midtjylland havde det meget svært imod, fortæller Dan Sørensen fra TV MIDTVEST.
Også Lars Krarup var hurtig til at takke ja til at kommenterer, da han blev ringet op midt i frikadellestegningen:
- Jeg måtte lige røre en ekstra gang i frikadellefarsen, da jeg blev spurgt, om jeg ville have debut som fodboldkommentator. Og så endda i en Champions League-kamp med mit favorithold FC Midtjylland. Men bortset fra resultatet var det en skøn og sjov oplevelse. Engang imellem skal man springe ud på dybt vand, siger Lars Krarup.
Gave til fansene
Det var FCM og Arbejdernes Landsbank, der købte rettighederne og gav TV MIDTVEST mulighed for at sende kampen på tv-stationens hjemmeside i Danmark.
- Vi kunne ikke leve med, at vores mange fans ikke kunne se kampen. Derfor købte vi rettighederne, og så er vi glade for den hjælp, vi fik fra Arbejdernes Landsbank, TV MIDTVEST og flere andre aktører, heriblandt Nent Group, der gjorde det muligt at få signalet igennem til Danmark.
- Kampen var en gave, som vi gerne ville give til vores mange fans, understreger kommerciel direktør i FC Midtjylland, Jacob Jørgensen.
Det er ikke nyt for TV MIDTVEST at være hurtige, når en chance byder sig.
- For os var det vigtigste at give midt- og vestjyderne mulighed for at se en fodboldkamp, som mange gerne ville se. Og med dygtige folk på TV MIDTVEST både foran og bag kameraerne, så lykkedes projektet heldigvis på bedste vis, siger programchef Kirsten Axelsen.
Hun tilføjer, at det nok tager en tid, inden den streamingrekord bliver slået på TV MIDTVEST, da tallet tirsdag var mere end tre gange så stort som den tidligere rekord fra kommunalvalget 2021.