100 kilometer på 24 timer: Majbritt Mikkelsen går for at samle penge ind til udsatte børn

Majbritt Mikkelsen og veninden Stine Engelsen har besluttet sig for at gå 100 kilometer for at samle penge indtil organisationen Broen, der hjælper udsatte børn.

Klokken 19.30 var Majbritt Mikkelsen nået til Brande, og derfra manglende hun 40 kilometer, som hun skulle gå i nattens mørke.
Klokken 19.30 var Majbritt Mikkelsen nået til Brande, og derfra manglende hun 40 kilometer, som hun skulle gå i nattens mørke.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen / TV MIDTVEST

Hun har været i gang siden klokken otte søndag morgen, men der er stadig langt igen.

Majbritt Mikkelsen fra Silkeborg har besluttet sig for at gå 100 kilometer på 24 timer. Turen begyndte i Stauning ved vestkysten, og samtidig begyndte hendes veninde Stine Engelsen at gå fra Grenå på Djursland. Mandag morgen er det planen, at skal de mødes på midten i deres hjemby Silkeborg.

- I virkeligheden er det jo egentlig bare en skør ide, men det er også for at finde ud af, hvordan det er at gå langt alene, fordi jeg er vant til at gå med andre, og det kan noget helt særligt. Men vi var interesseret i at finde ud af, om man mentalt kan klare at gå så langt uden nogens selskab, siger Majbritt Mikkelsen.

Samler penge ind til udsatte børn

Foruden det fysiske og mentale eksperiment, så er der også et velgørende formål med gåturen. De to fodgængere vil samle penge ind til organisationen Broen.

- De hjælper børn, som kommer fra familier, hvor ressourcerne ikke er særlig stærke, til at få et aktivt fritidsliv. Det kan være de betaler kontingentet i håndboldklubben eller køber et par nye gymnastikdragter, fortæller Majbritt Mikkelsen.

For at nå til hjem til Silkeborg skal Majbritt Mikkelsen gå hele natten, og det kan godt blive en udfordring.

- Jeg tror, at det bliver koldt, og jeg tror, at det bliver hårdt, så jeg er spændt på, hvordan det bliver at komme igennem de mange mørke timer og holde fokus fremad.

Ifølge planen skulle de to veninder mødes klokken otte på Torvet i Silkeborg.

2:05
På 24 timer skal Majbritt Mikkelsen gå fra Stauning til Silkeborg, hvor hun skal mødes med sin veninde, der kommer gående fra Grenå.