Maja & Majken - Formidable fund

Fra små lopper til stort indkøb

Det kan være en hård kamp at komme ind i kræmmerverdenen og leve af at sælge loppefund. To kvinder fra Viborg har forsøgt sig, men kun den ene er overlevet i branchen.

10:59
Hårdt arbejde og tørre tæsk i en mandsdomineret kræmmerbranche har bragt Maja i en ny retning. Men det, hun har med i rygsækken, har givet vokseværk i den nye branche.

For seks år fulgte TV MIDTVEST to kvinder fra Viborg, der forsøgte at opbygge deres egne forretninger inden for kræmmerverden. Maja og Majken jagtede de formidable fund, der kunne retfærdiggøre, at de brugte det meste af døgnet med at jagte og istandsætte gamle loppefund.

Men efter et par år valgte Maja Vistisen at trække stikket fra lopperne – konkurrencen blev stadig hårdere, og hun kunne ikke tjene nok til at hente en fornuftig timeløn hjem.

- Jeg måtte simpelthen tage mit exit fra branchen. Jeg fik rigtigt mange tørre tæsk både fysisk og økonomisk. Det er en rigtig svær branche at klare sig i – ikke mindst som kvinde, siger Maja Vistisen.

I starten for seks år siden lå Maja og Majkens forretninger ved siden af hinanden på Marsk Stigs Vej i Viborg. De var mere veninder end konkurrenter, og de var hinandens våbensøstre i kampen mod de etablerede kræmmere.

- Vi har tudet, og vi grædt, og vi har grint, og vi har glædet os over hinandens opture, og vi kommer aldrig til at give slip på hinanden. I dag kan vi stadig ikke undvære hinanden, fortæller Majken Nedergaard.

9:12
Maja og Majken er i sig selv formidable fund. Vi fulgte dem i deres spæde opstart i retro- og kræmmerbranchen for seks år siden, og der er sket meget siden dengang.

Ikke længere kollegaer

I dag mødes veninderne stadig, men de er i hver deres branche. Majken Nedergaard har succes med at opkøbe, restaurere og videresælge dyrere retromøbler, mens Maja Vistisen ved et tilfælde slog ind på et helt nyt marked efter nedlukningen af hendes lille loppebutik.

- Jeg begyndte at indkøbe korkplader for at videresælge dem, men mængden af korkplader og tilbehør blev efterhånden så stor, at nogle af mine forbindelser sagde, at nu kunne jeg godt begynde at producere det selv, siger Maja Vistisen.

Hendes nye forretning kom til at hedde Miomio og er vokset eksplosivt gennem de seneste tre år. Seks gange er der blevet flyttet lager, fordi det gamle var for småt, og i dag råder Maja Vistisen over et stort lager, der forsyner hendes webshop og ikke mindst en stor forretning i Viborg midtby. Hun er blevet arbejdsgiver for 10-12 ansatte, og tiden, hvor hun krejlede for at tjene en 50’er, er længe forbi. I år forventer hun at runde 20 millioner kroner i omsætning.

- Jeg tror, at det der med at have mødt så meget modstand, og det at have så meget med i rygsækken fra den tid, da vi kæmpede for at være kræmmere, det er helt klart uundværligt, siger Maja Vistisen.