28:40

Mad med Mads og David - Tyrolsk kalvesteg

Mad med Mads og David
Udgivet 16. juli 2019
Mads besøger Askvad Skovgård nær Jyderup, hvor den unge landkvinde har frilandsgrise og Simmental kreaturer. David laver en herlig sommerret med røget skinke og kalvesteg, som viser sig at være ligeså tyrolsk, som en japansk jodler.


OPSKRIFT:
Spansk tyroler ret

1 tyndstegsfilet af kalv
200 gr. røget skinke eller bacon
1 spsk. eddike
1 dl hønsefond eller bouillon
1 tsk. sennep
25 gr. smør
3 scalotteløg
1 bdt. grønne asparges
100 gr. ærter
salt og peber

Skræl løgene og skær dem groft ud på langs.
Knæk bunden af aspargesene.
Pil ærterne ud af deres bælg.

Afparer stegen og fjern sener og evt. noget af fedtet.
Steg kødet af på panden så det får en flot stegskorpe. Kom salt og peber på og steg den færdig i ovnen i ca. 10 min ved 200 grader, alt efter hvor stor den er og hvor rød den ønskes.

Skær skinken ud i 4 ca. ½ cm skiver og skær dem til tern.
Steg skinken af på panden og hæld eddike over. Tilsæt fond eller bouillon og lidt sennep. Kom lidt smør i og lad det simre.

Steg asparges og løg af og kom lidt vand på så de damper. Tilsæt ærterne til sidst så de kun lige når at få varme.

Anret skiver af kød på de grønne asparges og kom saucen ud over. Pynt evt. med friske urter.