28:31

Mad med Mads og David - Ægge tatar

Mad med Mads og David
Udgivet 2. juni 2020
Hvad er forskellen på en æggekage og en omelet? Og kan man servere tatar med andet et rå æggeblomme? Det er nogle af de spørgsmål Mads gerne vil have svar på, da han kommer med friske æg til David. Oven i købet tvillinge-æg.


OPSKRIFT:
Ægge tatar

Omelet:
2 skalotteløg
100 gr. champignon
½ rød peberfrugt
3 æg
½ dl mælk
salt og peber
25 gr. smør
50 gr. revet parmesan
50 gr. finthakket grønkål

Tatar:
500 gr. kalvetyksteg
1 tsk. stærk sennep
25 gr. soltørrede tomater
1 scalotteløg
1-2 tsk. pisco ( eller f.eks. cognac)
1 tsk. tamari soja
2-3 store champignon
1 tsk. spicy krydderi, her stødt spidskommen/paprika blanding
evt. lidt frisk ramsløg og/eller krydderurter til pynt


Skræl løg og skær dem i små tern. Skær peberfrugten i små tern. Fjern bunden og rens svampene for jord. Hak dem derefter i små, uvilkårlige tern. Skyl og hak grønkål fint.

Slå æggene ud i en skål, tilsæt mælk, salt og peber og pisk dem luftige med en gaffel. Hæld halvdelen af æggene på en pande tilsat smør, tilsæt revet parmesan og finthakket grønkål, peberfrugt og svampe.
Lad den bage/stege færdig ved middel varme. Bag en stor eller flere små.

Skær skiver af kødet, fjern evt. fedt og sener - og hak det rigtig fint med kniv.
Rør sennep i efter smag. Hak soltørrede tomater fint og vend dem i. Rør Pisco, soja, hakkede løg og krydderier i.
Tilsæt finthakket frisk ramsløg.

Anret din frittata i bunden af en stor tallerken, læg tatar ovenpå, tynde skiver af champignon og kom en frisk æggeblomme på toppen til sidst.
Pynt med lidt grønt, her sennepsurt.