Vestjysk bydel graver en verdensnyhed ned i jorden
I Lemvig bliver en ny bydel for første gang lavet med forsyningsrør af genanvendelig plast.
I dag blev det første spadestik til fremtidens forsyningsledninger taget i Lemvig. Et nyt boligområde med navnet Søkig skal have nedgravet en helt ny type kloakrør, som indeholder genbrugsplast, og det er ikke sket nogen steder før.
- Det er helt unikt. Det er en verdensnyhed at få den grønne, genanvendelige plast ind i forsyningsrørene, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Lemvig Vand og kommunens Teknik- og Miljøudvalg.
Normalt bliver forsyningsrør lavet af 100 procent ny plast, og derfor bliver den nye bydel et særligt testområde for rør produceret med mellem 10 og 70 procent genbrugsplast. En del af den genanvendelige plast kommer fra den lokale virksomhed Plastix.
- Det er en målsætning at komme så højt op som muligt, og vi vil gerne kunne producere fuldstændig af genanvendt plast – altså 100 procent. Men at starte med de her 20-30 procent er en ret stor milepæl, siger virksomhedens direktør, Hans Axel Kristensen.
Kan blive et eksporteventyr
Det er brancheforeningen Danva, Lemvig Vand, Teknologisk Institut og Klimatorium, der står bag projektet, og ifølge formanden for Lemvig Vand har det et stort potentiale.
- Der sker en udvikling her, som andre gerne vil kigge ind i. Og det kan være med til at skabe arbejdspladser her lokalt, men også generelt rundt i landet. Det er jo en game changer i den grønne omstilling, vi ser her, siger Steffen Damsgaard.
Hos Plastix håber direktøren også, at forsøget bliver en succes, og at det vil få resten af verden til at hoppe med på genbrugsbølgen.
- Det kan blive et rigtig, rigtig stort. Det kan blive et eksporteventyr for Danmark. Det kan blive rigtig stort for den danske vandsektor, for producenterne og selvfølgelig for os, der genanvender. Vi får mulighed for at vise verden, at vi faktisk kan producere den grønne plastik i en kvalitet, så den kan bruges, siger Hans Axel Kristensen.
Der er mulighed for at se en udstillingsmodel af de grønne kloakrør ved Klimatorium-bygningen i Lemvig.