Vestjysk Bank fraråder aktionærer at sælge aktier til ny ejer

Værdien af opkøbstilbud fra Arbejdernes Landsbank er ikke godt nok, lyder det fra Vestjysk Bank.

Arbejdernes Landsbank købte i marts en stor bid af Vestjysk Bank.

I forbindelse med købet er banken kommet op på at eje mere end 60 procent af Vestjysk Bank.

Når en aktionær ejer mere end en tredjedel af aktierne, skal den ifølge loven tilbyde resten af aktionærerne at købe deres aktier.

Det har Arbejdernes Landsbank også gjort i dette tilfælde, men Vestjysks banks bestyrelse har anbefalet sine aktionærer ikke at sige ja til buddet på 3,45 kroner per aktie.

- Vores ansvar som bestyrelse er at give aktionærerne vores bedste anbefaling. Bestyrelsen mener, at tilbudskursen ikke repræsenterer den fulde værdi af aktien, siger bestyrelsesformand Kim Duus.

- Derfor anbefaler vi aktionærerne ikke at acceptere købstilbuddet. Vores anbefaling bygger blandt andet på, hvordan vores finansielle rådgivere har vurderet banken og ikke mindst potentialet, siger han i en pressemeddelelse.

Arbejdernes Landsbank øgede sin ejerandel i Vestjysk Bank ved at købe aktier fra Nykredit og AP Pension.

Vestjysk Bank fusionerede tidligere i år med en anden bank - Den Jyske Sparekasse - hvilket vil gøre den fusionerede bank til Danmarks 8. største pengeinstitut.

5:15
Indslag fra 24. marts 2021: Arbejdernes Landsbank køber kontrollen over Vestjysk Bank.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST