Uenighed om tobiskvote

Tobiskvoten er meget lavere, end den plejer at være. Og den fastsatte kvote er der stor uenighed om.

Tobis

Tobisfiskerne i landsdelen må ikke fiske ret mange tobis, selvom det netop nu er højsæson. Det skyldes, at kvoten er lav. Men på et forkert grundlag, mener fiskerne.

- Det svarer jo sådan set til, at man tager en plantageejer med ud og kigger på et æbletræ i december, og så skal man bestemme, hvor mange æbler der kommer på det træ til juli, når de skal høstes. Det er stort set umuligt, uanset hvor dygtig en biolog man er, siger rederiejer John-Anker Hametner fra Thyborøn.

Det er DTU Aqua i Charlottenlund, der bestemmer kvoterne. Her skelnes der mellem tobis, der er ét år, og tobis, der er to år.

- Vi er sådan set enige (med fiskerne, red.) i, at der er masser af toårige fisk, og at der ikke er ret mange etårige fisk. Spørgsmålet er så, om de toårige fisk, der er, skal have lov til at gyde én gang mere, eller om de skal fiskes nu. Og det er vel egentlig det, vi er uenige i, fortæller Anna Rindorff, der er sektionsleder ved DTU-Aqua.

Minister: Vi lytter igen
Regeringen tager sagen meget alvorligt, idet det ikke bare er et problem for fiskerne, men også for hele det følgeerhverv, der er afhængig af, at der bliver landet tobis.

- Vi handler på det for at få et bedre reguleringssystem, men det system, vi har i øjeblikket, er blevet til også efter ønsker fra blandt andet fiskeriet. Men nu lytter vi igen og forsøger at få lavet et endnu bedre system, og det går vi i gang med efter den 9. juni, forklarer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Ifølge fiskerne ville de have tjent mere ved at være blevet i havn siden den 1. januar end ved at være på havet for at fiske.