Udfordringer med konstruktionen udsætter indvielse af nyt klimacenter

Arbejdet med det at opføre Klimatorium i Lemvig har givet problemer i slutfasen, og indvielsen udskydes derfor til november.

Byggeriet af Klimatorium i Lemvig ligger rimelig stille lige nu på grund af sommerferien, men der bliver arbejdet på højtryk for at få det færdigt.
Byggeriet af Klimatorium i Lemvig ligger rimelig stille lige nu på grund af sommerferien, men der bliver arbejdet på højtryk for at få det færdigt.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Der skulle have været indvielsen af Danmarks nye klimacenter i Lemvig om en måneds tid, men det er nu udskudt til november.

Årsagen er en konstruktionsmæssig udfordring - nærmere bestemt udfordringer med kantforstærkninger mellem etageadskillelser og vinduer.

- Det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, og det er ikke tilfredsstillende. Håndværkerne troede, de kunne nå at indhente det, men det kunne de ikke, siger Lars Nørgård Holmegaard, direktør for Lemvig Vand, der sammen med Lemvig Kommune er bygherre.

Klimatorium hedder det nye sted, som er et forum for klimatilpasningsprojekter.

Lars Nørgård Holmegaard ægrer sig over, at Klimatorium ikke bliver indviet i august, men ser i stedet frem til indvielse i november.
Lars Nørgård Holmegaard ægrer sig over, at Klimatorium ikke bliver indviet i august, men ser i stedet frem til indvielse i november.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Ny plan for færdiggørelsen

Første spadestik til byggeriet blevet taget i august sidste år. Indvielsen skulle have fundet sted den 20. august i år, men nu bliver det altså tre måneder senere.

- Nu sætter vi os sammen med rådgiverne og lægger en ny plan for færdiggørelsen af arbejdet. Derefter skal vi finde en ny dato en gang i november, hvor vi kan indvie Klimatorium-bygningen, siger Lars Nørgård Holmegaard.

Der var allerede flere ting på programmet, men de bliver gennemført som planlagt. Det gælder det Nationale Klimatopmøde og Børnenes klimamøde bliver afviklet som planlagt 19. og 21. august. 

Klimatorium skal være et nyt fyrtårn for klima-innovation i Vestjylland. Det er en del af Coast to Coast Climate Challenge - et 6-årigt klimaprojekt, der løber frem til udgangen af 2022. Bygningen vil være energineutral.

Sådan her skal det færdige Klimatorium i Lemvig se ud.
Sådan her skal det færdige Klimatorium i Lemvig se ud.
Foto: Lemvig Vand og Spildevand