Tyveri og trusler hos 7-Eleven: Vi måtte søge tilflugt på kontor

En 50-årig mand truede medarbejdere hos 7-Eleven og raserede butikken, da han ikke kunne få lov at betale på kredit.

Lars Nygaard og hans medarbejdere måtte søge tilflugt på et aflåst kontor efter trusler på livet.
Lars Nygaard og hans medarbejdere måtte søge tilflugt på et aflåst kontor efter trusler på livet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det udviklede sig til en noget speciel arbejdsdag i går aftes for Lars Nygaard og hans medarbejdere hos 7-Eleven i Lemvig.

- Der var en kunde, der havde taget varer for 1500 kroner, og han havde kun 300. Og han forstod ikke, at man skal betale for alle varerne, fortæller Lars Nygaard, der er franchisetager hos 7-Eleven.

Og så hidsede kunden sig op. 

- Han truede mig på livet og begyndte at rasere og kaste rundt med varer, forklarer Lars Nygaard.

Den 50-årige mand skulle efter sigende have blandet 6 kilo bland selv slik, som han altså ikke havde råd til at betale for. Og da medarbejderne ikke stod klar til at lade ham betale på kredit, gik bølgerne højt.

- Han gik simpelthen amok, ganske enkelt, siger Lars Nygaard.

Heldigvis nåede både Lars Nygaard og hans medarbejdere i sikkerhed, mens manden ødelagde flere ting i butikken.

- Det er materielle skader, personalet har det godt, og det er det vigtigste. Men det er heldigvis ikke noget, der sker hver dag. Nu har vi noget krisehjælp, vi skal have sat i gang, fortæller Lars Nygaard.

Manden blev senere anholdt af politiet.