Tv-aftale forringer håndboldspillet

Den nye tv-aftale mellem Dansk Håndbold Forbund og TV2 er ikke nær så meget værd som den forrige. Lokal håndboldklub forudser forringelse af håndboldspillet.

Lemvig Haandbold.jpg

De danske håndboldklubber kan se frem til at få færre penge at gøre med til næste år. Den nye tv-aftale kaster nemlig ikke så mange penge ud til klubberne som den tidligere aftale gjorde.

Den nye aftale betyder, at mange af håndboldkampene flyttes fra TV2's hovedkanal og over på betalingskanalen TV2 Sport.

Kvaliteten falder

Hvor mange penge den nye aftale er værd er hemmeligt. Men direktør for Viborg HK Peter Cassøe forudser, at klubben går glip af 1,5 millioner kroner. Mogens Agger der er sportsdirektør i Lemvig/Thyborøn Håndbold skyder på, at hans klub mister omkring 500.000 kroner i næste års budget. Og det vil ifølge sportsdirektøren gå ud over håndbolden.

- Hvis vi ikke kan finde pengene andre steder, så vil det betyde, at vi får spillerne til rådighed i mindre tid. Det vil gå ud over kvaliteten af den træning. Dermed kan vi ikke udvikle spillerne og spillet på samme måde, som vi har gjort, siger Mogens Agger.

Den nye tv-aftale gælder frem til 2015.