Tunge-eventyr ved Vestkysten

Fiskerne fanger i øjeblikket usædvanligt store mængder søtunger langs Vestkysten.

ri138.jpg

Fiskerne kniber sig i armen. De har aldrig oplevet noget lignende.

- På blot en enkelt nat fangede vi 2200 kilo søtunger. Det er aldrig sket før, fortæller en tilfreds fiskeskipper Lars Jensen på RI 138 Helle Jes fra Hvide Sande til Fiskeri Tidende.

Han fortæller, at der ind imellem fanges dobbelt så meget, som fiskerne ellers plejer at stille sig tilfredse med. Det betyder, der er rift om kvoterne, som er steget i lejepris.

Normalt er det i Den Engelske Kanal, de vestjyske fiskere fanger søtunger, men dette forår er den rekordstore fangst foregået fra Thyborøn i nord til Ydre Banke i syd - en strækning på 25 - 30 sømil.