Truer lokale arter: Endnu en invasiv krabbeart dukker op i Nissum Fjord

I sidste uge fandt man en kinesisk uldhåndskrabbe i Nissum Fjord. Men det er ikke den eneste invasive art i fjorden.

Den asiatiske strandkrabbe ser ikke ud af meget, men den er uønsket i de danske farvande. Nu er den dukket op i Nissum Fjord.

- Jeg er en lille smule bekymret, fordi vi har lige haft en anden krabbeart, der også har vist sig her. Så det her er ligesom nummer to fremmed art på en uge, forklarer leder og biolog ved Naturpark Nissum Fjord, Karen-Louise Smidth.

Bekymringen er, at den asiatiske strandkrabbe måske kan ende med at udfordre de strandkrabber, som vi er vant til at møde i de danske farvande.

- Det vi kan se rent adfærdsmæssigt, det er, at den er en meget lille hidsig en, for den snupper simpelthen maden fra de strandkrabber, der har samme størrelse som den selv. Så måske kan der på sigt komme færre strandkrabber, og så ser vi dem her overalt, uddyber hun.

En invasiv art

Kommer op med skibe

Både den asiatiske strandkrabbe og den anden ubudne gæst, den kinesiske uldhåndskrabbe, der dukkede op i sidste uge, er kommet herop via skibe fra Asien, forklarer Karen-Louise Smidth.

- Den er kommet herop langs vestkysten med det, der hedder ballastvand. Det er fra skibe, der lukker vand ind, fordi de har læsset de varer af, de har skulle læsse af i for eksempel Asien et sted. Så kommer der sådan nogen små krabber med som blinde passagerer, og så lukker de vandet ud, når de kommer herop i vores farvande, siger Karen-Louise Smidth og fortsætter:

- Og så er de altså lidt hurtige til at tilpasse sig vores natur. Så det kan måske få konsekvenser for vores egne hjemmegående arter.

Selvom krabberne først er blevet fundet i dag, så tror hun, der findes flere i fjorden. De er nemlig blevet fundet mange gange på kort tid.

- Jeg tror, der er rigtigt mange af dem. De er der, når man tager et tilfældigt dyk. Det er ikke flere timers søgen efter dem. Slår hun fast.

quoteDer kommer hele tiden nye invasive arter. Dræbergoblen er et kendt eksempel på en invasiv art, som man har hørt meget om i medierne de seneste år

Allan Clausen, biolog, Holstebro Kommune

Skal bekæmpes

Begge de nye krabber er invasive arter, som derfor er uønskede i de danske farvande. Men der er dog ikke meget, man kan gøre, forklarer biolog ved Holstebro Kommune, Allan Clausen.

- Vi kan ikke gøre så meget andet, end at man kan prøve på at fiske dem op, men de yngler tre gange om året, så chancen for at få dem udryddet er ikke så stor, siger han.

Han forklarer, at det langt fra er sidste gang, vi kommer til at opleve invasive arter i Danmark.

- Der kommer hele tiden nye invasive arter. Dræbergoblen er et kendt eksempel på en invasiv art, som man har hørt meget om i medierne de seneste år. Så ja, vi vil se flere.

 

Læs flere artikler fra Lemvig eller i kategorien Natur.