Trans Kirke ødelagt efter lynnedslag

Alt elektricitet er eksploderet, kalk er sprunget af inde i kirken og tårnet er revnet. Trans Kirke er medtaget efter et lynnedslag onsdag morgen.

kirke1_igen_0.jpg

Onsdag morgen klokken 6 slog et lyn ned i Trans Kirke ved Lemvig. Nedslaget var så voldsomt at alle elektriske installationer i kirken eksploderede. Kalk sprang af flere steder inde i kirken og tårnet er revnet. Klinker i våbenhuset er eksploderet og det samme er sket for selv den lille lampe på prædikestolen. Så nu er kirken lukket og kirkegården afspærret.

Kirken lukket i mindst en måned

- Det var meget meget voldsomt, siger menighedsrådsformand Asger Nielsen til TV MIDTVEST, som endnu ikke har overblik over, hvor slemt medtaget, kirken er. Han vurderer, at der vil gå mindst en måned, inden kirken kan genåbne.

Ligger et udsat sted

- Det kommer til at tage lang tid, for alt el skal udskiftes. Måske er jordkablet også gået, det ved vi ikke, siger menighedsrådsformanden og oplyser, at kirken er meget udsat der, hvor den ligger. Den ligger på en skrænt kun et stenkast fra havet og er den højeste bygning i omegnen.

-  Men selvfølgelig skal den repareres, for den er en meget karakteristisk kirke med mange besøgende, fastslår han.

Nu er kirkens arkitekt kontaktet, ligesom menigheden har anmeldt skaden til kirkens forsikringssystem. Først derefter går håndværkere igang med at reparere skaderne.

kirke2_igen_0.jpg

kirke3_igen_0.jpg