Midt i coronakrisen: Fiskere glæder sig over fordoblet tobiskvote

Når tobissæsonen begynder i morgen, venter der en kvote på 215.863 tons på de danske fiskere.

Kuttere foran fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn. (arkivfoto).
Kuttere foran fiskemelsfabrikken TripleNine i Thyborøn. (arkivfoto).
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Midt i coronakrisen, der går hårdt ud over dansk fiskeri, er der også et enkelt lyspunkt.

Årets kvoter for industrifisken tobis er netop blevet endeligt fastlagt, og de danske fiskere kan glæde sig over en kvote, der er dobbelt så stor som sidste år - fra 106.387 til 215.863 tons.

- Der er ikke mange solstrålehistorier i fiskeriet i øjeblikket, så den her er vi glade for. Der er mange, der trænger til at komme på havet og tjene nogle penge, siger formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker Hansen, til TV MIDTVEST.

Kvoten bygger på rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES). Rådets anbefaling blev offentliggjort sidst i februar, og nu har EU så endegyldigt valgt at følge anbefalingen. Det sker dagen før, fiskeriet gives frit.

- Tobisfiskeriet er vigtigt, både for danske fiskere og for den danske fiskemelsindustri. Det er derfor glædeligt, at tobiskvoterne nu er i hus, så fiskeriet efter tobis kan starte den 1. april. Især er jeg glad for at se, at den videnskabelige rådgivning har givet anledning til en fordobling af kvoterne. Jeg ønsker både fiskerne og fiskemelsindustrien et godt tobisår, siger fødevareminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

Alfred Fisker Hansen glæder sig også over, at priserne på den vigtige industrifisk ser ud til at blive fornuftige.

Miljø- og Fødevareministeriet oplyser, at værdien af årets kvoter forventes at være på cirka 417 millioner kroner mod 205 sidste år.

Selv om kvoten nu er fordoblet, er det langt fra rekord. De danske fiskere har tidligere måttet fange 400.000 tons tobis.