Tavshed i baglandet om Orla Østerby: - Vi er blevet bedt om ikke at udtale os

Der er ikke mange i De Konservatives vestjyske bagland, der i dag vil kommentere sagen om Orla Østerbys grænseoverskridende adfærd.

Politikeren Orla Østerby fra De Konservative fik onsdag frataget alle sine ordførerskaber efter en partikollega i folketingsgruppen fortalte om Orla Østerbys grænseoverskridende adfærd. (Arkivbillede)
Politikeren Orla Østerby fra De Konservative fik onsdag frataget alle sine ordførerskaber efter en partikollega i folketingsgruppen fortalte om Orla Østerbys grænseoverskridende adfærd. (Arkivbillede)
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Den konservtive folketingspolitiker Orla Østerby er valgt i Vestjyllands Storkreds, men her er der ikke mange i baglandet, der har lyst til at kommentere krænkelsessagen, der i går kostede ham samtlige ordførerskaber. 

- Vi er blevet bedt om ikke at udtale os. Det henholder jeg mig til, siger Gitte Bach Andersen, der er formand for De Konservatives vælgerforening i Holstebro.

Ifølge hende er det partiets top, der har bedt medlemmerne om at forholde sig tavse.

I går kom det frem, at Orla Østerby fra Bækmarksbro har udvist "grænseoverskridende adfærd" over for partikollegaen Brigitte Klintskov Jerkel i 2017. Konsekvensen blev, at Orla Østerby blev frataget alle sine otte ordførerskaber for De Konservative. Det meddelte partiet i en pressemeddelelse. 

Med eller uden mundkurv

I Lemvig kan formanden for den konservative vælgerforening, Jens Lønberg Pedersen, ikke bekræfte, at han har fået mundkurv på. Men heller ikke han vil dog heller ikke forholde sig konkret til Orla Østerbys sag.

- Jeg synes, sagen er håndteret, som den skal håndteres. Mere har jeg ikke at sige til det, siger han.

Ligeledes skriver formanden for Skive Vælgerforening, Dorthe Laigaard, i et skriftligt svar til TV MIDTVEST, at hun ingen kommentar har til sagen med Orla Østerby.

- Han er dygtig og har gjort meget for vores egn

Bestyrelsesmedlem i Lemvigs konservative vælgerforening og tidligere medlem af Konservatives hovedbestyrelse Henriette Nørkjær vil dog gerne sætte lidt flere ord på hendes oplevelse af det seneste døgn.

- Jeg er meget ked af det, for jeg har kun kendt Orla Østerby som en fin fyr over for mig, og et menneske som har været meget aktiv i forbindelse med sit politiske arbejde både her og på Christiansborg. Jeg synes, det er et tab, at han måske skal ud, fordi han er dygtig og har gjort meget for vores egn, siger Henriette Nørkjær.

Henriette Nørkjær var en del af Konservatives hovedbestyrelse i fem år, mens Poul Schlüter var statsminister.
Henriette Nørkjær var en del af Konservatives hovedbestyrelse i fem år, mens Poul Schlüter var statsminister.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Hun har ondt af Orla Østerby og synes, han har fået en hård medfart på grund af sagen. Hun mener, at sager, hvor mænd overtræder grænser på den måde, skal straffes, men hun mener også, at kvinder selv nogle gange kan bære et ansvar.

- Jeg er ikke helt sikker på, at alle kvinder er lige uskyldige. Jeg synes nok, at der måske er nogle, der lægger op til det, men det betyder bestemt ikke, at man skal gøre noget ved et andet menneske, som det ikke ønsker – heller ikke en kvinde, siger hun.

Storkredformand: Vi accepterer håndteringen

De Konservative anser sagen for at være afsluttet med fratagelsen af Orla Østerbys ordførerskaber og en undskyldning fra ham til partikollega Brigitte Klintskov Jerkel.

Det samme gør formanden for Vestjyllands Storkreds. Torsdag eftermiddag siger han, at bestyrelsen i storkredsen har accepteret sanktionen mod Orla Østerby. 

- Vi har fuld tillid til, at partiets ledelse på Christiansborg har truffet den rigtige og nødvendige beslutning. Det er ikke nogle sjov sag for nogle af parterne, men jeg hæfter mig ved, at der er givet en undskyldning, og at alle anser sagen som afsluttet.

- Nu må Orla Østerby finde sig i at være folketingsmedlem i en rum tid, hvor han ikke har ordførerskaber, og så håber vi alle, at han efter en tid kan vende tilbage og løfte de vigtige politiske opgaver for vestjyske område, siger Christian Baunbæk Espersen i pressemeddelelsen.

Partiet har også iværksat tiltag for hele organisationen, der skal gøre det nemmere at anmelde lignende sager i fremtiden. Derudover har de sat en intern undersøgelse i gang, som skal afdække omfanget af MeToo-sager i partiet.