Strandet hvidnæse obduceret - dyrlæge vil finde årsag til rekordmange døde

Ni hvidnæser er de seneste to måneder strandet ved Vestkysten. En bekymret specialdyrlæge obducerede i dag en af dem for at finde forklaringen på, hvad der har taget livet af hvidnæserne.

Specialdyrlæge Aage Kristian Olesen havde i dag fingrene i en strandet hvidnæse for at finde en forklaring på, hvorfor den er død og strandet.
Specialdyrlæge Aage Kristian Olesen havde i dag fingrene i en strandet hvidnæse for at finde en forklaring på, hvorfor den er død og strandet.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Specialdyrlæge Aage Kristian Alstrup har brugt dagen på stranden ved Vejlby Klit.

Med fingrene godt begravet i maven på en strandet hvidnæse.

- Det er rigtig spændende, selvom det er en trist baggrund. Som dyrlæge er det spændende at være med til at finde ud af, hvad de er døde af, fortæller Aage Kristian Alstrup, der er specialdyrlæge ved Aalborg Universitet.

Den strandede hvidnæse blev i dag en del af en kedelig rekord. Ni hvidnæser er nemlig strandet langs Vestkysten de seneste to måneder.

- Det er altså rigtig mange. Der skulle måske strande en eller to i den periode, så det er meget, siger Aage Kristian Alstrup.

Nysgerrige tilskuere til obduktion

Med dagens obduktion håber specialdyrlægen at finde de sidste brikker i puslespillet, der kan forklare, hvad de ni hvidnæser er døde af.

- Der må være en eller anden årsag til det, og mit bedste bud er, at det er en eller anden infektion, som vi forhåbentligt kan få svar på ud fra laboratorieundersøgelserne.

- Men der har også være andre bud, eksempelvis at vindforholdene har været sådan, at de er blevet ført ind på lavt vand, siger Aage Kristian Alstrup.

Og han var ikke den eneste, der synes, at den strandede, lille hval var spændende. Mange forbipasserende stoppede op for at få et kig ned i hvidnæsen mave og indvolde.

- Jeg så også en i torsdags, da jeg var ude at løbe. Nu kunne jeg se, at de var ved at undersøge det, og jeg var nysgerrig efter, hvad de har fundet ud af, fortæller Anders Lund Lorentsen.

- Det er fedt nok at lære noget om. Vi har lært, at den har en rigtig lang tarm. Det vidste vi ikke i forvejen, siger 12-årige Aksel Hovmann Nielsen.

Dagens strandede hvidnæse var en han på to meter og 38 centimeter. Dens testikler var kun otte centimeter, og den var derfor ikke kønsmoden endnu, vurderede dyrlægen.
Dagens strandede hvidnæse var en han på to meter og 38 centimeter. Dens testikler var kun otte centimeter, og den var derfor ikke kønsmoden endnu, vurderede dyrlægen.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Vil blive klogere på hvidnæsen

Det primære formål med dagens obduktion var at finde dødårsagen. Men de mange undersøgelser kan også gøre biologer og dyrlæger klogere på hvidnæsen.

- Hvidnæsen ved man ikke så meget om biologisk, som man egentlig skulle tro, fordi de er så almindelige. Derfor prøver vi at finde ud af basale ting, som hvad deres organer vejer, og hvor lange deres tarme er, fortæller Aage Kristian Alstrup.

Dyrlægen og forskerne vil eksempelvis også prøve at undersøge, hvornår hvidnæsen bliver kønsmoden.

Alle test fra de ni strandede hvidnæser skal nu undersøges på et laboratorium.