Stort jakke-kup i Lemvig

Tyve forsvandt med dyre mærkevarer fra fiskernes indkøbsforening.

291111_Jakke.jpg

Der forsvandt jakker for flere hundretusinde kroner, da der natten til tirsdag var indbrud i Fiskernes Indkøbsforening på havnen i Lemvig.

Alarmen gik klokken 3.25 - de ubudne gæster smadrede en rude i hoveddøren og gik herefter direkte efter dyre jakker af mærker som Helly Hansen, Cross, Five og Lasse Kjus. Det nøjagtige antal er endnu ikke gjort op, men politiet vurderer, at der forsvandt omkring 200 jakker.

- Vi har ikke ret meget at gå efter, så vi er meget intereressert i at høre fra vidner, der i nat har set personer eller køretøjer ved indkøbsforeningen, siger Henrik Glintborg fra lokalpolitiet i Holstebro.

Midt- og Vestjyllands Politikreds har i efteråret været plaget af flere jakke-tyverier. Senest blev der stjålet jakker for en kvart million fra Nautic Ski & Surf i Herning.

Bestyreren af indkøbsforeningen i Lemvig, Anders Hansen, mener, at tyvene vidste præcist, hvad de gik efter - og han tror, at de tidligere har været i butikken for at studere forholdene.

 

291111_1Jakke_0.jpg

291111_3Jakke_0.jpg

291111_4Jakke_0.jpg