Storke i fokus: - Interessen for storken er omvendt proportionel med antallet

Søndag var der foredrag om storke hos de tre storke i Flynder ved Bækmarksbro.

Storkene i Bækmarksbro får rigeligt med opmærksomhed
Storkene i Bækmarksbro får rigeligt med opmærksomhed
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

Storke har det med at tiltrække sig opmærksomhed. Hvad angår tiltrækning af opmærksomhed er storkene i Flynder ved Bækmarksbro ingen undtagelse.

- Vi har indtil videre kun mødt en skestork. Så at se en rigtig stork i virkeligheden – andet end i Haunstrup Dyrepark – det har vi glædet os til, siger Eva Skov, der er administrativ medarbejder i Skibbild.

Derfor var hun søndag mødt op i netop Bækmarksbro for at se storkeparret Keld og Yvonne og deres lille unge, der kom til verden i juni.

Eva Skov var dog langt fra den eneste, der brugte søndagen med storkene.

Foredrag

For et samarbejde mellem TV MIDTVESTs støtteforening og Storkene.dk betød, at der søndag var foredrag om de nok mest populære beboere omrking Bækmarksbro.

- Interessen for storken er omvendt proportionel med antallet af storke i Danmark. Storken har altid vakt stor interesse i Danmark for både menig mand og rig, siger Jess Frederiksen, der er formand hos Storkene.dk.

Han fortæller også, at det ikke kun er menneskene, der synes, at storken er interessant. Det går også den anden vej.

- Storken har bare et eller andet i sig, som gør, at vi kan lide den. Det er en fugl, der tiltrækker os. Storken er i virkeligheden også tiltrukket af os.

Storkene i Bækmarksbro er det par i Europa, der har ynglet længst nordvestligt.

Billeder skal vises i børnehaven

Også gæster af den lidt yngre kaliber var mødt op for at se på storke.

En af dem var Julia Slot Borberg på 6 år fra Sunds. Hun skulle have et billede af en helt bestemt årsag.

- Jeg skal vise mine billeder i børnehaven, så de virkelig tror på mig. Fordi de tror ikke på storkene i min børnehave, så jeg er nødt til at vise det, siger hun om mødet med de hvide fugle.

Der er i alt tre ynglende storkepar i Danmark.

1:58
Søndag var der arrangeret foredrag om storkene Kjeld og Yvonne lige ved siden af storkereden.