Spareforslag: - Erstat akutlægebilerne med akutbiler
Der bliver meget langt til hjælpen, hvis man bor i eksempelvis Lemvig, hvis akutlægebilen bliver sparet væk. Et nyt forslag peger på, at akutlægebilen med fordel kan erstattes med akutbiler.
- Den eneste anke jeg har i forhold til forslaget om at spare akutlægebilerne væk er, at nogle områder bliver tyndt besat. Derfor synes jeg, at regionspolitikerne skal kigge på, hvad man gør i de regioner, hvor man bruger akutbiler. Sådan lyder det fra Kenneth Stampe Grann, som er tillidsmand i Område Vest i præhospitalet i Region Midtjylland.
Forslaget kommer dagen inden der mandag er sidste frist for høringssvar på de spareforslag, der samlet skal spare region Midtjylland for over 200 millioner kroner.
Fire akutlægebiler skal spares væk
Blandt disse besparelser er der et forslag om at skære fire af regionens ti akutlægebiler væk. Dette vil på sigt spare regionen for over 40 millioner kroner årligt.
Akutlægebilerne står til at forsvinde fra Lemvig, Ringkøbing, Grenaa og Silkeborg.
Tillidsmand Kenneth Stampe Grann forstår både politikernes ønske om at spare. For der er akutlægebiler, som ikke bliver brugt særligt meget. Men på den anden side, så forstår han også den utryghed, det kan give hos borgere, der pludselig føler at hjælpe er meget langt væk.
- Vi har patienter, vi kører ud til, som er kritisk syge eller som er kommet slemt til skade, som har brug for, at vi er nok hænder, der kommer frem. Dette gælder blandt andet ved hjertestop, siger Kenneth Stampe Grann.
Han foreslår derfor, at man erstatter akutlægebilerne med akutbiler.
Hurtigt at komme i gang
De er billigere i drift, så man sparer stadigt penge. Og så har vi både biler og garagerne, så vi kan komme meget hurtigt i gang, siger han.
Han henviser desuden til, at det er en løsning som er meget brugt i andre af landets regioner.
- Akutbilerne har desuden en anden fordel. De har jo ikke plads til en patient, så efter indsatsen er færdig, og patienten bliver bragt til hospitalet med ambulance eller helikopter, så bliver akutbilen i området, siger Kenneth Stampe Grann.