Søren Gade holder vejret sammen med fiskeriet: Brexit kan blive katastrofalt for fiskerne i Thyborøn

Fiskeriet venter lige nu på, at Brexit falder på plads. I denne uge følger vi situationen fra en kutter i Thyborøn.

Søren Gade drøfter situationen med formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker.
Søren Gade drøfter situationen med formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker.
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Der er meget på spil for fiskeriet i disse dage.

Lige nu forhandler EU med Storbritannien om en Brexit-aftale, men hvis der ikke falder noget på plads for fiskeriet, så betyder det, at danske fiskere ikke længere må sejle i britisk farvand, og det vil koste dem en tredjedel af deres omsætning.

Derfor har TV MIDTVEST i denne uge fulgt slagets gang fra kutteren Mejlsø i Thyborøn.

Fiskerne er dog ikke de eneste, der holder vejret. Fredag fik fiskerne besøg af EU-parlamentariker og næstformand i EU's fiskeriudvalg, Søren Gade. 

Han håbede på en afklaring og gode nyheder til fiskerne, men så fejede briterne EUs afgørende tilbud af bordet.

- Det er frustrerende at høre, at det måske er på vej til at kuldsejle her et minut i 12, siger Søren Gade om situationen.

Besøg på kutteren

På havnen opdagede fiskerne hurtigt, at der var ankommet en direkte kontakt til EU på kutteren Mejlsø, men Søren Gade var ikke længere så optimistisk, som han havde været.

- Risikoen for et hard brexit bliver jo større for hver dag, der går, siger han og fortsætter:

- Jeg havde da troet, vi skulle have siddet og diskuteret en Brexit-aftale her i dag. Jeg er lidt overrasket og skuffet over, at der ikke en.

Nu må fiskerne igen væbne sig med tålmodighed lidt endnu, før de ved, hvordan fremtiden ser ud.

3:02
EU-parlamentariker Søren Gade i afgørende forhandlinger forud for Brexit fra kutteren Mejlsø i Thyborøn.