Søren Gade forlader EU: Fiskeriformand ærgrer sig over at miste indflydelse

Folketingsvalget giver ikke bare nye ansigter på Christiansborg, men også i Europa-Parlamentet. To parlamentarikere drager hjem til dansk politik, så deres sko må nu fyldes ud af andre.

I december 2020 flyttede Søren Gade sit kontor til Thyborøn i én dag for at blive klogere på fiskeriet.
I december 2020 flyttede Søren Gade sit kontor til Thyborøn i én dag for at blive klogere på fiskeriet.
Foto: Casper Roslyng, TV MIDTVEST

Resultatet af folketingsvalget viser, at Søren Gade (V) i den grad har gjort comeback i dansk politik og brager ind i Folketinget med 17.998 personlige stemmer. 

Men med en adgangsbillet til Christiansborg i hånden skal han nu tage afsked med Bruxelles og pladsen i Europa-Parlamentet der.

Det er samtidig også et farvel til arbejdet som anden næstformand i det europæiske fiskeriudvalg; det er noget, der ærgrer formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening.

- Vi håber, der er en, der kan overtage og få lige så stor indflydelse, som også vil lytte til os. Men Søren er ikke sådan en, man bare lige erstatter, siger Alfred Fisker Hansen.

Alfred Fisker Hansen fremhæver især Søren Gades ihærdighed i forbindelse med Brexit-aftalen, som gav store problemer for de danske fiskere. 

Her var han en af drivkræfterne til at få landet en kompensationsaftale for fiskernes tabte kvoter.

- Det var virkelig op ad bakke til at starte med, men der gik han vores ærinde.

- Han kendte ikke så meget til fiskeri, så han lyttede til erhvervet. Det håber vi også, at hans efterfølger vil, siger fiskeriformanden.

Og efterfølgeren er fundet.

Det bliver Bergur Løkke Rasmussen (V), der er søn af Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, som overtager hans plads. Det skriver den nye europaparlamentariker selv på Twitter.

Udover Venstres Gade-Løkke-udskiftning bliver et medlem af Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet også byttet ud. 

Det er Peter Kofod, som efter 3,5 års pause vender tilbage til Christiansborg. Han efterlader derfor en plads i europæisk politik.

Hans stedfortræder er også fundet. Det bliver Anders Vistisen (DF), som er opvokset i Vridsted uden for Viborg, og som i mange år har boet i Herning. Han har tidligere siddet i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019.

- Jeg har erfaring fra Bruxelles, så jeg kommer til at kunne indgå i arbejdet fra dag et, hvilket vil være en stor hjælp for partiet, skriver han på sin Facebookprofil.

Han stillede ved folketingsvalget op i Østjyllands Storkreds, hvor han ikke blev valgt, men nu får hans altså alligevel nyt job, når han skal repræsentere Dansk Folkeparti i EU.