Snydt af svindlere: Frustreret virksomhedsejer føler sig gjort til grin

En sag om svindel for millioner kører nu i retten. Et af ofrene er Ramme Træpiller.

Martin Sinkjær er medindehaver af Ramme Træpiller. I 2016 blev de snydt for mere end 100.000 kroner. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det foregik som altid, da firmaet Ramme Træpiller i 2016 modtog en bestilling over telefonen.

Dengang havde nye kunder otte dage til at betale efter levering. Sådan er det ikke længere.

Det blev ændret, efter denne kunde nåede at købe træpiller to gange, inden de otte dage var udløbet. Og så forsvandt kunden.

Jeg er jo som udgangspunkt dybt frustreret over, at der er mennesker, der står op hver dag for at svindle og bedrage

Martin Sinkjær, medindehaver, Ramme Træpiller

- Den primære grund til, at det sker, er, at det er to forskellige medarbejdere, der tager telefonen. Og vi var ikke opmærksomme på, at der var banditter blandt vores kunder på det her tidspunkt, fortæller medindehaver af Ramme Træpiller, Martin Sinkjær.

Senere forsøgte endnu et firma at gøre det samme. De fik dog kun leveret træpiller én gang, inden det gik op for Martin Sinkjær og hans kollegaer, at den var gal igen. Men skaden var sket, og svindlen kom til at koste firmaet mere end i alt 100.000 kroner.

- Jeg er jo som udgangspunkt dybt frustreret over, at der er mennesker, der står op hver dag for at svindle og bedrage. Det er jo svært at acceptere, at man bliver gjort til grin med sin ærlighed. Det er jo voldsomt frustrerende at prøve at yde en god service, og så i bund og grund bare blive gjort til grin, slår han fast.

Læs også Svindel for seks millioner: Seks personer tiltalt i stor bedragerisag

Sagen i retten

Martin Sinkjær og hans firma er langt fra de eneste, der er blevet snydt. I dag begyndte retssagen mod seks mænd i Retten i Viborg. Der er ifølge anklageskriftet svindlet for i alt 6.114.328 kroner.

De seks mænd, hvoraf flere er fra Skive, er i alderen 50 til 65 år. Fra 2014 til 2018 skal de have oprettet fem forskellige virksomheder, som de har brugt til at købe varer fra virksomheder på kredit for at sælge dem videre. Varerne er aldrig blevet betalt.

Der har i høj grad været tale om træpiller - men også flere andre varer som maskiner, byggematerialer og elapparater som iPads, køleskab og vaskemakine.

Når en ny kunde ringer til os i dag, så leverer vi ikke, uden de har betalt forud eller er klar til at betale, når vi står der med varen.

Martin Sinkjær, medindehaver, Ramme Træpiller

Går udover servicen

Det er ikke længere muligt at købe fra Ramme Træpiller som førstegangskunde uden at have pengene klar.

- Resultatet af det her er, at når en ny kunde ringer til os i dag, så leverer vi ikke, uden de har betalt forud eller er klar til at betale, når vi står der med varen. Vi læsser det simpelthen ikke af bilen. Og det har jeg det personligt rigtig svært ved. Men vi har tabt rigtig mange penge på det, og det har vi ikke råd til, forklarer Martin Sinkjær.

I dag var første af i alt 15 afsatte retsdage. Flere vidner og alle tiltalte skal gennem de næste uger forklare sig i sagen, inden der falder endelig dom.