Der var ingen ømme ben at spore hos de små størrelser, der tirsdag gik en tur for klimaet.
- Jeg synes, det var nemt nok. Jeg synes også, at det var sjovt, siger Viggo, der er en af børnene, som deltog i arrangementet.
660 børn i alderen 0-6 år fra Lemvig Kommune har den sidste uge arbejdet med affald og genbrug, og det kulminerede tirsdag med en klimamarch og en udstilling af diverse skraldekunstværker.
Hvem står bag?
- Det er jo engagerede børn. Det er ret overvældende at se den glæde. Selvom de er så små, så kan man se, at de er stolte af det, siger Lars Holmegaard, der er medarrangør og direktør for Klimatorium.
Selvom klima og miljø kan være store ting at forholde sig til, så mener en af initiativtagerne, at det alligevel er vigtigt at sætte klima i børnehøjde.
- Det er for at sætte fokus på klima og byde vores nye Klimatorium velkommen. Så handler det om at give børnene læring. De skal se, hvad vi gør, så vi benytter alle de her chancer til at sætte fokus på klima i Lemvig Kommune, siger Jan Holm, der er dagplejer og en af initiativtagerne.
Udstillingen med børnenes skraldeværker kan opleves på Klimatorium indtil søndag.