Skib i flammer på havnen i Thyborøn - politiet opfordrer til at lukke vinduer og døre

0:28
Sådan ser der lige nu ud på havnen i Thyborøn.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Politi og brandvæsen er lige nu til stede på havnen i Thyborøn, hvor flammer har fat i en fiskekutter.  

Branden skaber stor røgudvikling, og derfor opfordres alle til at holde sig væk fra røgen og lukke døre og vinduer, skriver politiet i en pressemeddelelse. 

Advarslen vedrører borgere i området, der afgrænses af Jagtvej i nord, Drejøvej i syd og Læsøvej i Vest. 

TV MIDTVEST har været i kontakt med skibets ejer, Alfred Fisker Hansen, der også er formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening. 

Han frygter, at skibet, der siden 2020 har været i gang med en nybygning for omkring 44 millioner kroner, er tabt. 

- Det ser ikke for godt ud. Det kan vist ikke blive meget værre, lyder det fra Alfred Fisker Hansen. 

Brand, skib, thyborøn havn, Alfred Fisker
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Opstået i skibets lastrum

Branden er opstået i skibets lastrum i forbindelse med et stykke renoveringsarbejde, fortæller vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi Jesper Brøndum. 

- Der er ved at blive lagt noget tætningsskum, og det er det, der er gået ild i. 

- Nu handler det om, at folk holder sig væk fra området. Både for at undgå røgen, men også for at give beredskabet plads til slukningsarbejdet, siger Jesper Brøndum.