Selv fiskerne er forbavsede: Historisk mange stenbidere

Fiskerne i Thyborøn er sædvanligvis ikke lige til at overraske, når det kommer til fiskeri, men et historisk stort antal stenbidere er allligevel kommet bag på dem.

Ifølge auktionsmester Sten Rønn Steen bliver der landet exceptionelt mange stenbidere i år.
Ifølge auktionsmester Sten Rønn Steen bliver der landet exceptionelt mange stenbidere i år.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Stenbideren, også kendt som kvabsoen eller kulsoen, lever langs hele Vestkysten, og lige nu er der så mange, at det kommer bag på selv de garvede fiskere.

- Der har været rigtig mange i år. I Thyborøn har vi nok haft omkring 10.000 stykker, hvor vi sidste år nok kun havde omkring 1000, så det er helt exceptionelt mange i år, siger Sten Rønn Steen, auktionsmester hos Danske Fiskeauktioner.

Og når kvabsøerne kommer på auktion er de populære. I bugen gemme sig nemlig den eftertragtede spise, stenbiderrogn. I dag fik fiskehandleren fra Thyborøn, Anders Olesen, fat i 300 styks, og det blev til meget rogn.

- Det er nogle pæner poser, vi har fået ud af dem her i dag, så det ser ud til, at det nok skal ende lykkeligt, det hele, siger Anders Olesen, indehaver af Fiskehallen i Thyborøn.

Øget udbud giver lavere pris

De mange stenbidere falder på et tørt sted for kystfiskerne. 

- Kystfiskeriet har faktisk været lidt trængt det sidste år, så det er ved at være rigtig godt, at der kommer en god mængde af de her kulsøer nu, siger Reinhard Smith, der er selv er kystfisker i Thyborøn.

Men det er ikke kun fiskerne, der nyder godt af det stigende antal. Et større udbud betyder nemlig også en lavere pris.

- Rognen i år har været billigere end de sidste mange år, siger Anders Olesen.

Et kilo færdiglavet rogn koster i dag cirka 300 kroner. 

2:07
Langs hele vestkysten vrimler det med historisk mange stenbidere. I indslaget her kan du blandt andet bliver klogere på, hvordan rognen fra fisken kan tilberedes.