Se de rørende billeder: Her får miljøforkæmper glædeligt nyt om Høfde 42

Bjarne Hansen var en rørt mand søndag, da han fik at vide, at forureningen ved Høfde 42 skal udrenses. En sag han har kæmpet for stort set hele sit liv.

1:53
Her kan du se Bjarne Hansen få beskeden om, at der nu bliver ryddet op ved Høfde 42.
Foto: Torben Mondrup

Bjarne Hansen fra Thyborøn var synlig rørt, da formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, søndag ringede til ham for at fortælle, at der nu bliver ryddet op i generationsforureningen ved Høfde 42 ved Harboøre Tange. 

- Det er et granatchok uden lige. Hvis det går, som hun siger, så er der jo 500 millioner kroner til Harboøre Tange. Det har jeg ikke haft fantasi til at forestille mig, fortæller Bjarne Hansen.

Miljøforkæmperen fra Thyborøn har kæmpet oprensningen af høfde 42 i stort set hele sit liv. Det var hans far Aage Hansen, også kendt som Rav-Aage, der i sin tid gjorde opmærksom på giftdepotets konsekvenser for miljøet. Siden har sønnen overtaget kampen og den nu 70-årige Bjarne Hansen er glad for, at han kunne færdiggøre det arbejde, som hans far begyndte på.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Det er nok det helt store, at det har været noget, vi har kørt igennem sammen.

Har skullet tage lussingerne

I gennem tiden har Bjarne Hansen fået håb om, at der ville blive ryddet op. Hver gang er håbet dog blevet skudt ned. Nu er det dog fastlagt i den nye finanslov, at der bliver sat 630 millioner af til at fjerne store generationsforureninger. 

Selvom det har været en hård kamp, så har modstanden passet godt til miljøforkæmperen.

- Jeg har været ham, der skulle tage lussingerne, når de kom. Jeg trives bedst i modvind. Ikke fordi jeg er glad for at kæmpe for det her, for det er hårdt arbejde, men jeg sejler godt i modvind. Derfor har jeg lidt svært ved at tackle det her, hvor vi går hen og vinder, fortæller Bjarne Hansen med tårer i øjnene.

Nu kan Thyborønboeren læne sig en smule tilbage og nyde, at hans arbejde har båret frugt. Han håber, at andre miljøforkæmpere vil bruge hans arbejde som en motivation.

- Alle miljøforkæmpere rundt omkring, der har fuldt med i den her sag, får ny tro på tingene. De kan se, at det hjælper. De kan se, at det nytter at kæmpe den kamp her, siger Bjarne Hansen.