Sandmotor skal redde kysten

Kystdirektoratet håber at en sandmotor efter hollandsk forbillede kan blive fremtiden langs Vestkysten.

Nationalpark Thy strand 2.jpg

Kombinationen af ordene motor og sand, skurrer i de flestes ører, men de to ting kan godt hænge sammen - og ovenikøbet med stor succes.

Det mener de i Kystdirektoratet, hvor kystteknisk chef, Per Sørensen, i øjeblikket har travlt med at studere nye, hollandske metoder til at stoppe havet fra at æde af kysten. 

- Vi tror, det kan give millionbesparelser, mindre forstyrrelser for både fugle og flora, og så får man også en miljøgevinst ved, at man sejler langt færre sømil, end vi gør i dag med sandpumperne, forklarer Per Sørensen.

Kæmpe bunke på en gang

I øjeblikket fodres strandene hvert år med sand, som pumpes ind med skib, og der bruges årligt knap 86 mio. kroner på sandfodring og kystsikring.

Den nye hollandske sandmotor går ud på, at man i stedet for at smide en masse mindre bunker sand ind hvert år, så dumper man en gigantisk mængde sand på én gang i den ene ende af kysterne og så lader man strøm, vind og bølger fordele sandet ned langs kysterne over en periode på 15-20 år.

Besparelser på lang sigt

- En stor sandmotor er, at den koster mange penge i en engangsudskriving, når den skal etableres, mens der går op mod 20 år før man ser gevinsterne og besparelserne, siger Per Sørensen.

Med den nye metode kan kommunerne og staten spare fem mio. kroner årligt, vurderer kystdirektoratet.