Samarbejde på tværs af jorden: New Zealand spejler sig i Lemvig

Selvom New Zealand ligger langt fra Lemvig og Danmark, så kæmper de med de samme klimaudfordringer. Derfor indgår de to parter nu en aftale om at blive klogere på klimaløsninger i fællesskab.

Klimatorium i Lemvig er inspiration til det nye Klimatorium i New Zealand.
Klimatorium i Lemvig er inspiration til det nye Klimatorium i New Zealand.
Foto: Klimatorium

I de her dage skal Lemvig Kommune underskrive en noget udsædvanlig samarbejdsaftale.

Den foregår nemlig virtuelt, og samarbejdspartneren sidder på den anden side af jorden - i New Zealand.

Det er Klimatoriet i Lemvig, som nu får en søster i New Zealand, og det samarbejde skal gøre det muligt at dele viden om klimatilpasning, bæredygtighed - og byggeri af et Klimatorium i New Zealand efter midtjysk forbillede.

- Det har da en kæmpe betydning, at her i Lemvig, i Region Midtjylland og i Danmark, at man arbejder med løsninger på problemstillinger, der er lig dem i New Zealand, siger Steffen Damsgaard, der er formand for Lemvig Vand og Spildevand, som sammen med Lemvig Kommune er bygherre på projektet.

- Det er da stort at have et udsyn, hvor vi kigger ud, men der er også andre rundt i verden, der ser det, vi har gang i her i Lemvig.

Klimatorium i Lemvig Kommune er en del af det store EU-klimaprojekt Coast to Coast Climate Challenge ledet af Region Midtjylland.

New Zealand ligner Lemvig

Breddegraderne i New Zealand er noget anderledes end i Danmark. Men klimaudfordringerne er de samme.

Havspejlsstigninger, ændret nedbør og ændrede temperaturer.

Derfor kom en delegation fra New Zealand på besøg i Lemvig i 2017. Og nu tre år efter er de altså klar til at få et lignende Klimatorium på den anden side af Jorden.

- Jeg glæder mig over, at vi nu får en ramme for et effektivt og smart samarbejde mellem to klimacentre i hver sin verdensdel. Vi kan eksempelvis trække på newzealændernes store erfaringer med genbrug, siger direktør i Klimatorium Lars Nørgaard Holmegaard i en pressemeddelelse.

- Aftalen med newzealænderne er et eksempel på, at verden får øje på det, der sker i Region Midtjylland, når det kommer til klimatilpasning, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau.

Mere bæredygtigt sundhedsvæsen

Samarbejdet med newzealænderne kan også lære os en masse.

Især inden for sundhedsvæsenet, mener regionsrådsformand i Region Midtjylland.

- Vi ved, at de på hospitaler har arbejdet strategisk med bæredygtighed og affald i mange år. Og på klima-området kan et samarbejde være med til at udbrede klimaløsninger fra Region Midtjylland til gavn for såvel uddannelsesområdet som for midtjyske virksomheder, siger Anders Kühnau.

I New Zealand er der et stort nationalt fokus på affaldssortering, og derfor har hospitalerne erfaring, der rækker længere tilbage end Danmark. Region Midtjylland og Klimatorium er til gengæld skarpest på bæredygtighed og klimatilpasning ved byggeri og energirenovering.

Klimatorium i Lemvig åbner den 20. august 2020.