Retssag om slaveri i Thyborøn: Fisker lovet job som kaptajn, men endte som flaskesamler

Retssagen mod en 55-årig skibsreder fra Thyborøn, der er anklaget for slaveri, fortsatte i dag i retten i Holstebro.

Retssagen mod en  55-årig skibsreder fra Thyborøn fortsatte i dag i retten i Holstebro.
Retssagen mod en 55-årig skibsreder fra Thyborøn fortsatte i dag i retten i Holstebro.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

To fiskere fra Ghana i Afrika kom i 2016 til Danmark for at arbejde for en skibsreder fra Thyborøn. De skulle klargøre et skib, som skulle fiske sardiner ud for Afrikas kyst.

I dag, tre og et halvt år senere, er de to mænd fortsat i Danmark. De kom aldrig til Afrika, men gik i stedet til hånde for skibsrederen på havnen i Thyborøn.

Nu er den 56-årige skibsreder tiltalt ved Retten i Holstebro for at have lokket de to mænd til Danmark med falske løfter og beskæftiget dem under slavelignende forhold.

- Jeg bankede rust og malede skibet. Jeg lavede net, reb og wirer, så det var klart til skibet, forklarede den 57-årige fisker fra Ghana i retten.

Han var iført en sort dynejakke og mørke joggingsko med orange snørebånd.

- Jeg blev ved med at vente. Vi arbejdede jo, og han havde lovet, at vi skulle tage det skib til Afrika, siger han.

Manden forklarede i retten, at han kom til Danmark i forventning om et job som kaptajn på det skib, som skulle til Afrika. Han var blevet lovet en månedsløn på 2.500 euro - cirka 18.600 kroner. Men det blev ikke til noget.

2:01
Indslag fra retten fra den 31. august.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST og TV MIDTVEST, arkiv.

Måtte samle flasker for at forsørge familien

Skibet blev påsejlet i havnen i Thyborøn og sank. I stedet blev de to mænd sat til at bo og arbejde på et af skibsrederens øvrige skibe.

Den 57-årige ghaneser forklarede, at han først fik 1.000 euro, senere 1.200 euro – svarende til 8.900 kroner – om måneden. De to mænd arbejdede ifølge ham fra klokken 7 til klokken 18 seks dage om ugen. Efter fyraften samlede den 57-årige fisker flasker.

- Jeg samlede flasker, fordi min løn var for lille til, at jeg kunne forsørge min familie, siger manden.

Han forklarede, at han fik pengene fra flaskerne lagt oven i månedslønnen, som blev overført til en bank i Afrika. Så kunne hans kone og fire børn hæve pengene. Hvis pengeoverførslen stoppede, ville børnene sulte.

Skibsrederen nægter sig skyldig. Han har tidligere sagt i retten, at de to fiskere til enhver tid kunne tage tilbage til Afrika. Det var mændenes eget valg at blive i Danmark, hævder skibsrederen.

Uberettiget fortjeneste på næsten fire millioner kroner

I retten i dag ville specialanklager Ulrik Panduro vide, om den 57-årige fisker havde sagt ja til jobbet, hvis han havde vidst, at han tre et halvt år senere stadig ville være i Danmark.

- Aldrig. Jeg har været lang tid væk fra min familie. Det var ikke planlagt, siger han.

Anklageren mener, at skibsrederen har haft en uberettiget fortjeneste på knap fire millioner kroner i form af sparede omkostninger til løn og ferie.

Der falder dom i sagen til november.