Lemvig-Thyborøn Håndbold forstærker sig i kampen om at overleve i mændenes liga.
Den tidligere Lemvig-spiller Rasmus Porup vender tilbage til klubben for en stund. Den hårdtskydende venstre back er på kontrakt i Skjern Håndbold, men har haft meget svært ved at få spilletid i konkurrencen med Kristian Gjessing og Claus Møller Jakobsen - derfor har Lemvig-Thyborøn lejet ham for resten af sæsonen.
Den vestjyske klub har hårdt brug for forstærkning i bagkæden, efter at bærende spillere som Rasmus Søby og Elvar Fridriksson begge er ude med langvarige skader.
Rasmus Porup kan komme i aktion for sin gamle klub den 17. december i hjemmekampen mod Århus.