Penge til Klimatorium og animationsskole - næse til sejlrende

I torsdagens finanslovsforslag er der sat penge af til Klimatorium i Lemvig og animationsskolen i Viborg. Limfjordens sejlrende får en næse.

Der var både vindere og tabere her i regionen, da Finansminister, Kristian Jensen, præsenterede finanslovsforslaget torsdag.
Der var både vindere og tabere her i regionen, da Finansminister, Kristian Jensen, præsenterede finanslovsforslaget torsdag.
Foto: Ritzau Scanpix / Jonas Olufsen

Mens de jubler på Klimatorium i Lemvig og på animationsskolen i Viborg, så er de dybt skuffede omkring Limfjorden, hvor det praktisk talt bliver umuligt at uddybe sejlrenden med de midler, der er sat af, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj. 

Finanslovsforslaget blev torsdag fremlagt, og her var det altså med både vindere og tabere her i regionen.

Som TV MIDTVEST kunne fortælle onsdag, så var der lagt op til, at der skulle afsættes midler til, at sejlrenden i Limfjorden skulle uddybes, så havnene i Limfjorden kunne benyttes til større gods og mere industri. 

I finanslovsforslaget er der afsat 20 millioner til det projekt.

- Det er ikke nok. Det koster jo omkring 60 millioner kroner, så hvad skal man så med 20 millioner kroner. Det kan vi ikke bruge til noget som helst. Hvis jeg skal være helt ærlig, så virker det useriøst, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj.

For de 20 millioner er ikke nok til at sejlrenden kan graves dyb nok til, at der kan komme større skibe ind til havnene. Borgmesteren er uforstående overfor den fordeling, som forslaget lægger op til.

- Der er noget, der tyder på, at det ikke er penge, der mangler. Man deler ud med rund hånd. 17 millioner til Tour de France om 3 år blandt andet. Det er som om, at det bare er symbolpolitik at give os noget, siger han.

Glæde i Viborg og i Lemvig

Modsat er der jubel på animationsskolen i Viborg og på Klimatorium i Lemvig. På animationsskolen får de fremover tre millioner om året, mens Klimatorium ligeledes får tre millioner kroner om året fra 2019 til 2022.

I Viborg skal pengene især gå til at konstituere en fremtrædende plads indenfor de digitale visuelle medier. 

- Det er fantastisk. Vi har fået en forøgelse på 50 procent af vores bevilling og et længere perspektiv at arbejde i. Og ikke mindst et skulderklap til, at vi gør det godt, siger Morten Thorning, der er studierektor på The Animation Workshop i Viborg.

Den samme glæde har det lokale Konservative folketingsmedlem i Lemvig, Orla Østerby, når han forholder sig til den pose penge, der tilfalder Klimatorium i Lemvig.

- Det er det, jeg har arbejdet for. Dels er det penge, der går ind i driften, men det er lige så meget signalet fra Christiansborg, siger han. 

Finanslovsforslaget skal først forhandles færdigt, og den endelige finanslov bliver først vedtaget senere på året.