Orla Østerby forlader De Konservative

Orla Østerby (Arkivfoto)
Orla Østerby (Arkivfoto)
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Orla Østerby forlader De Konservative og bliver løsgænger i Folketinget. 

Det meddeler han i en kortfattet pressemeddelelse til TV MIDTVEST fredag aften. 

- Det gør jeg som en konsekvens af partiets håndtering af sagen, hvor jeg blev beskyldt for grænseoverskridende adfærd overfor en kollega. 

- Jeg har ikke yderligere kommentarer til udmeldelsen, står der i pressemeddelelsen. 

Fik frataget alle ordførerskaber

Sagen om den grænseoverskridende adfærd kom frem i oktober, hvor Bækmarksbro-politikeren pludselig fik frataget alle sine ordførerskaber i partiet. 

Det skete, efter ledelsen i De Konservative blev gjort bekendt med, at han i 2017 udviste krænkende adfærd overfor partifællen Brigitte Klintskov Jerkel. 

I begrundelsen lød det, at partiet ’på ingen måde kunne acceptere, at man fysisk og verbalt udsatte en anden for den slags opførsel’.

Brigitte Klintskov Jerkel fortalte til TV MIDTVEST, da sagen rullede i oktober, at luften var blevet renset mellem hende og Orla Østerby. 

- Orla har givet mig en undskyldning, og den har jeg taget imod. Jeg er glad for, at partiets ledelse har håndteret sagen, som den har gjort. Det er ikke nemt at stille sig frem og fortælle om den slags episoder. Men nu har han sagt undskyld, og det betyder, at jeg kan komme videre og fokusere på mit politiske arbejde. 

68-årige Orla Østerby, der er valgt ind i Vestjyllands Storkreds, har siddet i Folketinget siden 2016. Først som stedfortræder for Søren Pape Poulsen og sidenhen på eget mandat efter valget i 2019. 

2:28
Se TV MIDTVESTs indslag om sagen fra den 22. oktober 2020.