Opdateret: 79-årig dement kvinde fundet i god behold

Kvinden er ikke længere meldt savnet.

politibil.jpg
Foto: Flemming Christensen

Opdateret: Kvinden er fundet igen og er i god behold. Hun havde opholdt sig hos en bekendt.

En 79-årig dement kvinde er gået fra sit hjem og ikke set siden 17.30 søndag aften.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Den 79-årige beskrives af politiet som 170 cm høj, spinkel, med gråt hår og iført en blå bluse og grønlige knickers.

Hjemmeplejen kom til hendes hjem i villakvarteret Søhøj i Lemvig søndag aften, men slog alarm, da hun ikke var til at finde.

Kvinden er godt gående, men går sjældent ture mere end 500 meter væk fra hendes hjem.

Derfor kom politiet til stedet og ledte i løbet af natten i området med en hundepatrulje. Men uden held.

Kig efter i haven og skuret

Hvis du bor i området, opfordrere Midt- og Vestjyllands Politi til at du kigger efter på din ejendom.

- Folk skal kigge i haver, redskabsskure, udeskuer og lignende. Måske er hun blevet træt eller dårlig og ligger der, lyder det fra vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet genoptager eftersøgningen af den demente kvinde fra morgenstunden mandag.

Hvis du ser den 79-årige kvinde, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.